8. Ét eller flere ord?
En del ordforbindelser som skrives i to eller flere ord, og som erfaringsmæssigt volder særlige problemer med om de skal skrives i ét eller flere ord, er medtaget som selvstændige opslagsord. Det gælder først og fremmest danske ordforbindelser som fx af sted, i alt, i dag, når som helst, på ny.
Sådanne ordforbindelser er tillige anført som eksempler under de enkelte ord i forbindelsen, fx står af sted under både af og sted. Under de enkelte opslagsord er der desuden anført en række andre eksempler på ordforbindelser som skrives i to eller flere ord, fx
på præp., adv.; på fode; på færde; på gled; på klem; på langs; på må og få; på ny; på nær; på skrævs; på skrå; på snur; på tide; på tværs; være på vej; tage på vej(e).
tid sb., -en, -er, i sms. tid-, tide- og tids-; i tide; på tide; alle tiders; for tiden; somme tider el. sommetider; et års tid.
Ved ordforbindelser der skrives i ét ord i nogle tilfælde og i flere ord i andre, er der givet henvisninger mellem ordforbindelserne, og under de enkelte opslagsord er der anført eksempler der viser hvornår der skal skrives i ét ord, og hvornår der skal skrives i flere ord:
ifølge præp. (fork. if.); ifølge loven (jf. i).
i præp., adv.; i aften; i aftes ..; tre dage i følge (jf. ifølge).
inden for; inden for døren (jf. indenfor).
indenfor adv.; kom indenfor! (jf. inden for).
En del forbindelser med et adjektiv eller adverbium som førsteled skrives i ét ord når de udtales med hovedtryk på første led og bitryk på andet, fx ildelugt, fintformet og langtur (jf. Retskrivningsreglernes § 18.1), og i to ord når de udtales med lige stærkt tryk på begge led, fx ilde lugt, fint formet og lang tur (jf. Retskrivningsreglernes § 18.2). At ordbogen indeholder sammenskrevne opslagsord som fx ildelugt, fintformet og langtur, medfører således ikke at der ikke kan skrives i to ord når forbindelsen udtales med en anden trykfordeling.

