Du er her: Forside Råd og regler Retskrivningsregler Vejledning i ordbogens brug

 

Indledning

Retskrivningsordbogen består af to hoveddele, Ordbog a-å (»selve ordbogen«, »den alfabetiske del«) og Retskrivningsregler.

Retskrivningsreglerne er en systematisk gennemgang af reglerne for stavning og tegnsætning i dansk. Deres opbygning og indhold fremgår dels af den detaljerede indholdsfortegnelse, dels af registret sidst i bogen.

Ordbog a-å er en alfabetisk ordnet fortegnelse over det almindelige ordforråd i dansk rigssprog. Den består af ordbogsartikler der hver især indeholder et opslagsord (ord trykt med halvfed skrift). Til de enkelte opslagsord er der som regel knyttet oplysninger om evt. alternativ staveform, ordklasse, bøjning, sammensætningsmuligheder mv. De forskellige former for oplysninger om de enkelte opslagsord er omtalt nærmere nedenfor.

I det følgende gives en oversigt over principperne for indhold og opbygning af selve ordbogen med anvisninger i brugen af den.