§ 8. Hovedregler

(1) Konsonanter mellem vokaler

For konsonanter mellem to vokaler er det hovedreglen at der skrives dobbelt konsonant efter en kort vokal, fx læsse, hallen, bassen, og enkelt konsonant efter en lang vokal, fx læse, halen, basen. Denne regel gælder når vokalen foran konsonanten er trykstærk, samt i sammensatte ord og i visse afledninger.

I sammensatte ord skrives der dobbelt- eller enkeltkonsonant på samme måde som i usammensatte ord, fx bassen – elbassen; basen – flybasen; hotellet – luksushotellet; nemme – lærenemme. Det gælder også en del sammensatte ord hvis andet led ikke mere forekommer som selvstændige ord, fx samkvemmet, jordsmonnet, pighvarren, hvalrossen, sådanne.

I afledninger der ender på -dom (substantiver) og -som (adjektiver), fordobles m altid foran en bøjningsendelse der begynder med vokal, fx barndommen, sygdommen, hjælpsomme, lønsommere. – Om dobbelt- og enkeltskrivning foran suffikser, se § 9.2.c.

Om dobbelt- og enkeltskrivning af konsonanter mellem vokaler, se i øvrigt § 9 og 10.

(2) Konsonanter sidst i et ord eller foran andre konsonanter

For konsonanter sidst i et ord eller foran andre konsonanter er det hovedreglen at der skrives enkelt konsonant uanset om den foranstående vokal er lang eller kort, fx lab, las, vrimle, klapre, døtre. Denne regel gælder uanset om vokalen foran konsonanten er trykstærk eller ej.

Om dobbelt- og enkeltskrivning af konsonanter sidst i ord eller foran andre konsonanter i visse fremmedord, se i øvrigt § 9.2.d.

(3) Konsonanter i fremmedord

Fremmedord falder som helhed uden for reglerne for dobbelt- og enkeltskrivning af konsonanter. Det skyldes at stavemåden af fremmedord normalt hænger sammen med stavemåden i det sprog ordet stammer fra. Der kan derfor ikke gives faste regler for dobbelt- og enkeltskrivning i opslagsord der er fremmedord, og man må i tvivlstilfælde søge oplysninger under de enkelte ord i selve Retskrivningsordbogen. – Se i øvrigt § 9.2.

Om bøjningsformer af fremmedord, se § 10 (specielt § 10.1.b-c og § 10.2).