Du er her: Forside Råd og regler Retskrivningsregler Retskrivningsregler § 40-60. Tegnsætning § 59. Replikgengivelse

 

§ 59. Replikgengivelse

(1) Repliktegn

Replikker, direkte tale, kan gengives med replikstreg (talestreg) eller anførselstegn eller uden brug af særlige repliktegn:

– Er De kommet noget til? spurgte betjenten.
»Er De kommet noget til?« spurgte betjenten.
Er De kommet noget til? spurgte betjenten.

(2) Tegnsætning mellem replik og anførende udtryk (inkvit)

Der sættes kolon efter det anførende udtryk (inkvit) når det står forrest:

Betjenten spurgte: »Er De kommet noget til?«

Der bruges derimod ikke kolon når det anførende udtryk står inde i replikken (eller til slut):

– Nej, svarede han, det tror jeg ikke

Hvis replikken efter det anførende udtryk er en selvstændig sætning eller et selvstændigt udtryk, sættes der punktum mellem det anførende udtryk og den følgende replik:

»Vi må hellere ringe efter en ambulance,« sagde betjenten.
»Man ved aldrig.«

I andre tilfælde sættes der komma:

»Det er altid det sikreste,« sagde betjenten, »at ringe efter en ambulance.«

Replikken foran det anførende udtryk afgrænses fra det anførende udtryk med spørgsmålstegn, udråbstegn eller komma:

– Hvorfor? spurgte jeg.
»Pas på!« råbte hun.
Jeg er træt, sagde han.

Som det fremgår af eksemplerne, gælder reglerne for tegnsætning mellem replik og anførende udtryk uanset om replikken er markeret med replikstreger eller anførselstegn eller ikke er markeret med særlige repliktegn.

(3) Replikker med replikstreger

Replikstreger har samme form som tankestreger (§ 55). Replikstreg sættes især hvor en replik begynder på en ny linje, men kan også sættes foran en replik der genoptages umiddelbart efter det anførende udtryk (inkvit). I øvrigt er der ingen helt fast praksis:

– Vi må hellere ringe efter en ambulance, sagde betjenten. – Man ved aldrig.

Betjenten spurgte: Er De kommet noget til?
– Nej, svarede hun.
– Hvad skete der?
– Jeg væltede bare med min cykel.
– Vi må hellere ringe efter en ambulance, sagde betjenten. Man ved aldrig.
– Jamen det er ikke nødvendigt, indvendte hun, at gøre så meget ud af det.
Betjenten: Jeg synes nu alligevel!

(4) Replikker med anførselstegn

Når man bruger anførselstegn, sættes de ved replikkens begyndelse og slutning. Det anførende udtryk (inkvit) står således uden for anførselstegnene:

»Det var sørens!« udbrød snedkersvenden.

Nedenstående eksempel viser replikgengivelse med anførselstegn:

Betjenten spurgte: »Er De kommet noget til?«
»Nej,« svarede hun.
»Hvad skete der?«
»Jeg væltede bare med min cykel.«
»Vi må hellere ringe efter en ambulance,« sagde betjenten. »Man ved aldrig.«
»Jamen det er ikke nødvendigt,« indvendte hun, »at gøre så meget ud af det.«
Betjenten: »Jeg synes nu alligevel!«

Punktum og komma der afslutter en replik uden spørgsmålstegn eller udråbstegn mv., kan valgfrit sættes foran eller efter anførselstegnet. Det er almindeligst at sætte punktum og komma foran anførselstegnet, og det er den placeringsmulighed der er brugt her i paragraffen og i Retskrivningsreglerne i øvrigt. Ved replikker der står som citater inde i en sætning, kan punktum eller komma dog kun sættes efter anførselstegnet:

Han siger altid »straks«, også når han mener »om en times tid«.
Det var ved den lejlighed Krag udtalte at »man har et standpunkt til man tager et nyt«.

Andre tegn, fx spørgsmålstegn og udråbstegn, der afslutter en replik, sættes altid foran anførselstegnet (se eksemplet ovenfor). Efter replikker med sådanne tegn kan der yderligere sættes komma eller punktum efter anførselstegnet:

»Det var sørens!«, udbrød snedkersvenden.
Betjenten spurgte: »Er De kommet noget til?«.
»Vent lige lidt ...«, sagde hun.

Denne mulighed for at sætte et ekstra tegn er ikke udnyttet her i paragraffen eller i Retskrivningsreglerne i øvrigt.

(5) Replikker uden repliktegn

Replikgengivelse uden brug af replikstreg eller anførselstegn forudsætter normalt at der skiftes linje hver gang replikken skifter:

Betjenten spurgte: Er De kommet noget til?
Nej, svarede hun.
Hvad skete der?
Jeg væltede bare med min cykel.
Vi må hellere ringe efter en ambulance, sagde betjenten. Man ved aldrig.
Jamen det er ikke nødvendigt, indvendte hun, at gøre så meget ud af det.
Betjenten: Jeg synes nu alligevel!