§ 50. Startkommaets placering

Som det er fremgået af eksemplerne i § 49, placeres startkommaet som hovedregel umiddelbart før den ledsætning kommaet afgrænser. I nogle tilfælde hører et ord eller en ordforbindelse i den overordnede sætning dog så nøje sammen med ledsætningen at startkommaet i stedet skal eller kan placeres foran dette led og altså ikke kommer til at stå lige foran ledsætningen. Startkommaet kan således komme til at stå (1) foran en præposition, (2) foran en af sammenligningskonjunktionerne som og end eller (3) foran et adverbial, herunder specielt (4) foran et tidsadverbial der efterfølges af en tidsledsætning med udeladt konjunktion.

Bemærk at reglerne her i § 50 om kommaets placering kun er relevante hvis man har valgt generelt at sætte startkomma foran ledsætninger. Hvis man har valgt at undlade at sætte startkomma, sættes der som hovedregel slet ikke komma ved de problematiske forbindelser med præpositioner, konjunktioner og adverbialer (jf. dog § 51 om muligheden for at sætte et komma for at tydeliggøre meningen eller undgå misforståelse).

(1) Foran præposition

Når en præposition eller et ord eller en ordforbindelse der bruges som præposition, hører nøje sammen med en efterfølgende ledsætning, sættes kommaet foran præpositionen:

Han blev meget ivrig, efter at du var gået. (Men: Han blev meget ivrig efter, at du skulle gå).
Kortet åbnes, ved at man afriver randen. (Men: Han er ikke tryg ved, at de beholder hans pas).
Man kan få rabat, mod at man betaler forud. (Men: De har ingenting imod, at man betaler forud).
De trængte ind, uden at nogen mærkede det.
Du kan sidde her, forudsat at du ikke blander dig.
Vi har ingen kommentarer, udover hvad der fremgår af brevet.
Vi vil gerne se dig, i anledning af at vores datter skal døbes.
Vi kommer kl. 12 eller 13, afhængigt af om vi når færgen eller ej.

Der sættes således heller ikke startkomma mellem præposition og konjunktion i tilfælde som de følgende, hvor ledsætningen står forrest i helsætningen:

Uanset hvad der sker, skal vi være klar kl. 4.
Efter at du var gået, blev han meget ivrig.
I betragtning af at han var så træt, gik det meget godt.

(2) Foran som og end

Der sættes ikke komma mellem sammenligningskonjunktionerne som og end og en umiddelbart efterfølgende ledsætning, men startkommaet sættes i stedet foran sammenligningskonjunktionen:

Det er nu ikke nær så sjovt, som da Lassen var formand.
Man hører snart aldrig andet, end at tiderne er dårlige.
Det er ikke andet, end hvad man kunne vente.

I tilfælde hvor ledsætningen ikke følger umiddelbart efter sammenligningskonjunktionen, sættes kommaet foran ledsætningen:

Har vi ikke andre kartofler end dem, der ligger i køleskabet?
Vores nye hus er ikke nær så stort som det, vi boede i før.

(3) Foran adverbial

Når et adverbium eller et ord eller en ordforbindelse der bruges som adverbium, hører nøje sammen med en efterfølgende ledsætning, sættes startkommaet foran adverbialet:

Han hvilede sig, lidt inden gæsterne kom. (Men med anden betydning: Han hvilede sig lidt, inden gæsterne kom).
Jeg ringede, lige mens de holdt møde. (Men: Jeg ringer lige, mens de holder møde).
Bøgerne blev nedsat, en måned efter at vi havde betalt fuld pris for dem.
Hun kom, netop som jeg stod og trak uret op.
Han græder, næsten hver gang man kritiserer ham.
(Men med anden betydning: Han græder næsten, hver gang man kritiserer ham).
Toget standsede, et øjeblik før det nåede Roskilde.
(Men med anden betydning: Toget standsede et øjeblik, før det nåede Roskilde).
Man bør tale tydeligt, således at der ikke opstår tvivl.
(Men: Man bør tale således, at der ikke opstår tvivl).
Vi fordrev tiden, så godt (som) vi nu kunne.
Denne funktion kan tilsluttes, indtil 30 minutter efter at tændingen er afbrudt.
Du må komme, lige meget hvad der sker.
Vi har frist til 1. august, dvs. at der er masser af tid.
Nu og da går han helt amok, især når han ikke kan finde sin pibe.
Vi får sandsynligvis regn, bl.a. fordi svalerne flyver så lavt.

Der sættes således heller ikke startkomma mellem adverbial og ledsætning i tilfælde som de følgende, hvor ledsætningen står forrest i helsætningen:

Netop som jeg stod og trak uret op, kom hun.
Næsten hver gang man kritiserer ham, begynder han at græde.
Indtil 30 minutter efter at tændingen er afbrudt, kan funktionen tilsluttes.
Især når han ikke kan finde sin pibe, har han svært ved at styre sig.

(4) Ved tidsadverbial + ledsætning med udeladt tidskonjunktion

Ved tidsledsætninger indledt med konjunktioner og konjunktionaler som da, når, mens, hvor sættes startkommaet umiddelbart foran ledsætningen:

Jeg traf ham engang, da jeg var på Mallorca.
Vi har aftalt at mødes en aften, når fjernsynet virker igen.
Der er aldrig noget i vejen de dage, hvor vi besøger ham.
Jeg har jo meget bedre tid nu, hvor jeg er gået på pension.

Men hvis konjunktionen eller konjunktionalet er udeladt, kan kommaet valgfrit sættes enten lige før ledsætningen (dvs. dér hvor da mv. kunne have stået) eller foran det forudgående adverbial:

Jeg traf ham engang, jeg var på Mallorca el. Jeg traf ham, engang jeg var på Mallorca.
Vi har aftalt at mødes en aften, fjernsynet virker igen
el. Vi har aftalt at mødes, en aften fjernsynet virker igen.
Der er aldrig noget i vejen de dage, vi besøger ham
el. Der er aldrig noget i vejen, de dage vi besøger ham.
Er der stor forskel på sidst, det skete, og så nu?
el. Er der stor forskel på, sidst det skete, og så nu?

Det er således også valgfrit om man vil sætte startkomma lige før ledsætningen eller udelade det i tilfælde som de følgende hvor ledsætningen står forrest i helsætningen:

En morgen, vi havde sovet længe, var ilden gået ud el. En morgen vi havde sovet længe, var ilden gået ud.
De dage, vi besøger ham, er der aldrig noget i vejen
el. De dage vi besøger ham, er der aldrig noget i vejen.
Nu, du er derhenne, kan du så ikke tage en kop med til mig?
el. Nu du er derhenne, kan du så ikke tage en kop med til mig?
Nu, du siger det
el. Nu du siger det.

(5) Ved stedsadverbial + ledsætning indledt med hvor

Ved stedsledsætninger indledt med hvor sættes startkommaet umiddelbart foran ledsætningen:

Sæt kommaet dér, hvor ledsætningen begynder.
Du skal dreje til højre henne ved rådhuset, hvor vejen deler sig.
Hun er født og opvokset helt derude, hvor kragerne vender.
Her, hvor vi står, lå den gamle Østerport.

(6) Foran hv-ord mv.

(a) Ledsætninger med hv-ord

Bemærk at ledsætninger med et hv-ord (hvem, hvad, hvilken osv.) og et eventuelt efterfølgende der begynder med hv-ordet eller den præpositionsforbindelse der rummer hv-ordet, og at startkommaet således skal stå foran hv-leddet:

Jeg ved ikke, hvem der var med.
Forstår De, hvad vi skal gøre nu?
Han har ingen idé om, hvor mange af dem der vil med.
Du ved sikkert, hvilke knapper man skal trykke på.
Vi ved ikke, hvilke af de nye elever der kommer i elevrådet.
Eleverne skal selv finde frem til, hvad der er fælles for de læste tekster.
Der er ingen, der har fortalt, på hvilken måde det skal klares.
Man har foretaget en undersøgelse af, fra hvilke lande der kommer flest turister.

(b) Ledsætninger med som om og fordi

Bemærk tilsvarende at startkommaet sættes foran – og ikke efter – konjunktioner som som om og fordi:

Han lod, som om han ikke så os.
Kampen blev aflyst, fordi den ene linjevogter ikke nåede frem.

Se også punkt 1-3 om startkommaets placering ved forbindelser som efter at, i anledning af at, end at og således at.