Du er her: Forside Råd og regler Retskrivningsregler Retskrivningsregler § 20-39. Bøjningsforhold § 20-24. Substantiver § 22. Substantiver med fremmede pluralisendelser

 

§ 22. Substantiver med fremmede pluralisendelser

Der kan ikke gives helt faste regler for hvordan man danner bestemt form pluralis af substantiver der i ubestemt form pluralis har (eller kan have) en fremmed pluralisendelse (især -i, -a og -s, fx konti, data, checks). Det tilrådes derfor at man først og fremmest søger oplysninger om bestemt form pluralis under de enkelte ord i selve Retskrivningsordbogen. Ved ord hvor ordbogen ikke oplyser om bestemt form pluralis, og ved ord der ikke er med i ordbogen, anbefales det at følge nedenstående retningslinjer.

Bestemt form pluralis af substantiver med fremmede pluralisendelser kan dog virke afstikkende og kan undertiden erstattes af andre formuleringer, fx disse jokes (i stedet for jokene) og mine slippers (i stedet for slippersene eller slipperserne).

(1) Substantiver med pluralis på -i eller -a

Substantiver der i ubestemt form pluralis ender på -i eller -a, danner bestemt form pluralis ved at tilføje endelsen -ene til den ubestemte pluralisform:

musici – musiciene
fakta – faktaene
data – dataene
.

Ofte har sådanne substantiver en dansk pluralisendelse ved siden af den fremmede. I disse tilfælde er der to muligheder for at danne bestemt form pluralis:

konti – kontiene el. kontoer – kontoerne
leksika – leksikaene
el. leksikoner – leksikonerne.

(2) Substantiver med pluralis på -s

Substantiver der i ubestemt form pluralis kan ende på -s, har forskellige muligheder for at danne bestemt form pluralis. Det afhænger bl.a. af om -s er den eneste mulige pluralisendelse, eller om der også kan bruges danske pluralisendelser:

(a) Kun -s

Substantiver der i ubestemt form pluralis kun kan have endelsen -s, har i bestemt form endelsen -ene. Ved nogle af disse ord bortfalder s'et foran -ene:

joints – jointene
jokes – jokene
.

Men ved andre bevares s'et foran endelsen. Det gælder især ord der kun eller oftest bruges i pluralis:

jeans – jeansene
gags – gagsene
.

(b) Både -s og -er

Substantiver der i ubestemt form pluralis foruden -s kan have den danske endelse -er, kan altid danne bestemt form pluralis ved at tilføje endelsen -ne til formen på -er. Nogle substantiver kan kun danne bestemt form på denne måde:

cups/cupper – cupperne

Men andre kan desuden danne bestemt form pluralis med endelsen -ene og med bortfald af -s foran denne endelse:

jeeps/jeeper – jeepene/jeeperne
slogans/sloganer – sloganene/sloganerne
.

(c) Både -s og ingenting

Substantiver der i ubestemt form pluralis foruden at have -s kan være uden endelse, danner bestemt form pluralis med endelsen -ene. Ved disse ord bortfalder s'et som regel foran bestemthedsendelsen:

checks/check – checkene
shows/show – showene
.

Men i enkelte ord der især bruges i pluralis, kan der desuden dannes en bestemt form pluralis hvor s'et er bevaret foran bestemthedsendelsen:

chips/chip (integreret kredsløb) – chipsene/chippene.

(d) -ers (cinders mfl.)

Substantiver med -er foran pluralisendelsen -s danner bestemt form pluralis ved at tilføje -ene eller -erne til den ubestemte pluralisform:

cinders – cindersene/cinderserne
slippers – slippersene/slipperserne
.