Du er her: Forside Råd og regler Retskrivningsregler Forord Forord til Retskrivningsordbogen, 4. udgave (2012)

 

Forord til Retskrivningsordbogen, 4. udgave (2012)

4. udgave af Retskrivningsordbogen er en gennemrevideret udgave af ordbogens 3. udgave fra 2001.

Hvert af ordbogens ca. 64.000 opslagsord er blevet gennemgået af redaktionen. Der er tilføjet ca. 4.500 nye opslagsord, og der er fjernet en del sjældent brugte ord fra ordbogen. Der er indført ordidentificerende betydningsangivelser ved opslagsord som skønnes at kunne give anledning til tvivl hos en del af ordbogens brugere, ligesom der er anført eksempler på ordenes brug. Der er desuden indført flere bøjningsoplysninger ved ordene (fx præsensformer ved verberne), og flere opslagsord indeholder oplysninger om sammensætningsformer. Opslagsord der kan deles, er forsynet med forslag til orddeling.

I ca. 1.750 af 3. udgaves ordartikler er der foretaget ændringer i retskrivningen. En del af disse retskrivningsændringer er principielle ændringer der har været behandlet i Sprognævnets repræsentantskab og er blevet godkendt af kulturministeren i samråd med undervisningsministeren. En af disse retskrivningsændringer er optagelsen af former som fx akvarie og gymnasie ved siden af akvarium og gymnasium.

I afsnittet Retskrivningsregler er der indført retskrivningsændringer i bl.a. § 57.7 om bindestreger i gruppesammensætninger og -afledninger, § 14.3 om store og små bogstaver i appellativiske initialforkortelser, § 19.1 om skrivemåden af forbindelser af adverbier og præpositioner. Desuden er § 6.5 om brug af apostrof foran en dansk endelse til et fremmedord hvis stamme ender på en stum konsonant eller -c, bortfaldet. Der er endvidere foretaget tilføjelser og præciseringer i retskrivningsreglerne i forhold til 3. udgave.

Manuskriptudkast til ordbogens alfabetiske del er udarbejdet af Anita Ågerup Jervelund, Jørgen Schack, Jørgen Nørby Jensen og Margrethe Heidemann Andersen, der alle er videnskabelige medarbejdere i Sprognævnets forsknings- og informationsinstitut. Manuskriptudkast til afsnittet Retskrivningsregler er udarbejdet af Anita Ågerup Jervelund og Jørgen Schack under medvirken af Jørgen Nørby Jensen og Margrethe Heidemann Andersen. Ændringsforslag og manuskriptudkast blev i perioden 2007-2009 drøftet på møder med en følgegruppe bestående af Niels Davidsen-Nielsen, der var formand for nævnet, Eva Skafte Jensen og Henrik Lorentzen, der begge var medlemmer af nævnets arbejdsudvalg. På grund af strukturændringer i Sprognævnet blev følgegruppen i 2010 erstattet af et fagråd for retskrivning bestående af Sabine Kirchmeier-Andersen, der er Sprognævnets direktør, Eva Skafte Jensen og Henrik Lorentzen, der begge er medlemmer af Sprognævnets repræsentantskab, samt medlemmerne af redaktionen. Fagrådet for retskrivning har godkendt retskrivningsændringer af ikkeprincipiel karakter, har fulgt den overordnede redigering af den alfabetiske del af ordbogen og har været rådgivende mht. fx ordudvalget i ordbogen.

Videnskabelig medarbejder Christian Becker-Christensen har korrekturlæst og gennemgået den alfabetiske del af ordbogen og Retskrivningsreglerne. Han har endvidere bidraget med en lang række forslag til ændringer og tilføjelser.

Videnskabelig medarbejder Philip Diderichsen har bistået redaktionen i arbejdet med Sprognævnets XML-database og stået for opsætningen af ordbogen i XSL Formatting Objects og har i den forbindelse også bidraget med et antal ændringer og tilføjelser.

Anita Ågerup Jervelund har været projektleder på ordbogen i hele perioden (2006-2012).

I lov nr. 332 af 14.5.1997 om dansk retskrivning og lov nr. 320 af 14.5.1997 om Dansk Sprognævn fastslås det at dansk retskrivning fastlægges af Dansk Sprognævn og offentliggøres i den officielle danske retskrivningsordbog, som redigeres og udgives af Sprognævnet. I loven om dansk retskrivning præciseres det hvem der skal følge den officielle danske retskrivning. Det fremgår her at kredsen af sprogbrugere der er forpligtet til at følge den officielle retskrivning, omfatter hele det officielle Danmark, dvs. skoler og uddannelsesinstitutioner, forvaltningsmyndigheder inden for statstjenesten, kommuner og regioner, Folketinget og myndigheder med tilknytning til Folketinget samt domstolene.