Du er her: Forside Råd og regler Retskrivningsregler Forord Forord til 2. udgave (1996)

 

Forord til 2. udgave (1996)

2. udgave af Retskrivningsordbogen er en ajourført og forøget udgave af ordbogens 1. udgave fra 1986.

I den nye udgave er bogens alfabetiske del forøget med ca. 3.000 opslagsord, og i ca. 1.000 af 1. udgaves ordartikler er der foretaget mindre ændringer og justeringer. De ændringer der vedrører opslagsords staveform eller ordform, er anført på listen »Ændrede staveformer og ordformer«, s. 525 [i den trykte bog].

I Retskrivningsreglerne er kommareglerne ændret således at den hidtidige ordning med to ligestillede systemer er afløst af en ordning med to systemer hvoraf det ene (nyt komma, en overgang omtalt som enhedskomma) anbefales frem for det andet (traditionelt komma, tidligere grammatisk komma). Samtidig er reglerne for pausekomma udgået. Retskrivningsreglerne er i øvrigt principielt uændrede, idet der dog i en lang række tilfælde er foretaget tilføjelser og præciseringer i forhold til 1986-udgaven.

Manuskriptudkast til ordbogens alfabetiske del er udarbejdet af Henrik Galberg Jacobsen og Jørgen Schack, der begge er videnskabelige medarbejdere i Dansk Sprognævns sekretariat. Henrik Galberg Jacobsen har desuden stået for revisionen af Retskrivningsreglerne. Manuskriptudkastene har været drøftet på møder med et underudvalg under nævnets arbejdsudvalg bestående af Erik Hansen, formand for nævnet, og Allan Karker, medlem af nævnets arbejdsudvalg. Manuskript til enkelte artikler i ordbogens alfabetiske del og enkelte paragraffer i Retskrivningsreglerne har desuden været forelagt for hele arbejdsudvalget, og kommareglerne har været drøftet i såvel arbejdsudvalget som det samlede Sprognævn. Klargøringen af det samlede edb-læsbare manuskript til ordbogens alfabetiske del med henblik på satsfremstilling mv. er udført af Dorthe Duncker.