Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet ordene hustler og hustle
 

 

ordene hustler og hustle

Hvad betyder hustler (og hustle)? Har det noget med kriminelle handlinger at gøre?
af Jørgen Schack, Nyt fra Sprognævnet, 2017/2, 01.06.2017.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Hvad betyder hustler (og hustle)? Har det noget med kriminelle handlinger at gøre?

UdråbstegnSvar:

Ordene hustler (substantiv) og hustle (verbum) er ikke meget udbredte i dansk, men de bruges dog i et vist omfang. Verbet hustle er med i ordbogen Nye ord i dansk fra 1955 til i dag med betydningsangivelsen ’fuske; tiltuske; bondefange; leve fra dag til dag, fx ved at småsnyde’. Det ældste belæg på brugen af ordet stammer fra 1975. Substantivet hustler betyder ifølge samme ordbog ’plattenslager, narkohandler, alfons’. Ordet dateres i ordbogen til 1984. Som det fremgår af ordbogen, kan substantivet betegne en person der begår visse strafbare handlinger (narkohandel og rufferi). De handlinger verbet betegner, er mindre specifikke.

Det er ikke svært at finde eksempler der viser at hustler i dag kan bruges om personer som ikke begår strafbare handlinger, fx personer som klarer dagen og vejen på en ”alternativ” måde. Det fremgår af et eksempel som det nedenstående, hvor afsenderne omtaler sig selv som hustlere: "”Vi får 2.000 kroner om måneden i børnepenge af den svenske stat. Vi kunne også få sygedagpenge, førtidspension eller bistandshjælp, men det har vi valgt ikke at ville modtage. Vi er bevidst fattige, vi er jægere og samlere, bønder og hustlere og ja, vi betaler skat af de penge, vi tjener... men langt størstedelen af vores økonomi handler om gave og bytteøkonomi. Vi prøver (og prøver og prøver) at finde et alternativ. Det synes jeg er vildt bæredygtigt.” ((Information 26.4.2014))" Og tilsvarende kan man let finde eksempler der viser at verbet hustle ikke nødvendigvis forbindes med strafbare forhold: "”De unge vil væk fra landbruget, som de betragter som gammeldags slavearbejde. De vil hellere ’hustle’, det vil sige skaffe sig penge ved at kombinere flere aktiviteter ad gangen: sælge benzin på gaden, køre motorcykeltaxa og arbejde som nattevagt.” ((Politiken 16.5.2010))" Hustler og hustle er med andre ord ikke nødvendigvis forbundet med kriminelle handlinger

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 30.06.2017 af Ida Elisabeth Mørch.