Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet fuldtid eller fuld tid
 

 

fuldtid eller fuld tid

Hvorfor har Retskrivningsordbogen kun fuldtid og ikke fuld tid? Udtalen med to hovedtryk (fuld tid) må da være ret almindelig. Og er halvtid virkelig almindelig med kun ét hovedtryk?
af Jørgen Nørby Jensen, Nyt fra Sprognævnet, 2017/2, 01.06.2017.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Hvorfor har Retskrivningsordbogen kun fuldtid og ikke fuld tid? Udtalen med to hovedtryk (fuld tid) må da være ret almindelig. Og er halvtid virkelig almindelig med kun ét hovedtryk?

UdråbstegnSvar:

Det skyldes at Retskrivningsordbogen som hovedregel ikke har sådanne flerordsforbindelser med på alfabetisk plads.

Ofte giver det en betydningsforskel om man udtaler en ordforbindelse med to hovedtryk eller med enhedstryk (hovedtryk på det første led og bitryk på det andet). I Retskrivningsordbogen (4.udg., 2012) finder man fx sammensætningerne stormagt ("USA er en stormagt") og letmetal ("letmetallet aluminium"), der begge udtales med enhedstryk, men det hindrer jo ikke at man kan skrive fx "EU har for stor magt" (med to hovedtryk) og "aluminium er et meget let metal" (også med to hovedtryk).

Undertiden kan en ordforbindelse dog udtales med forskelligt tryk uden at betydningen ændres. På alfabetisk plads i Retskrivningsordbogen finder man fx tilgrundliggende og tætbefolket (med enhedstryk), men det udelukker ikke skrivemåder som "den til grund liggende hypotese" og "et tæt befolket område" (med to hovedtryk). Tilsvarende medtager Retskrivningsordbogen altså fuldtid og halvtid (der begge udtales med enhedstryk), men man kan jo udmærket skrive fx "Min kone arbejder på fuld tid som zoneterapeut" (hvor ordforbindelsen "fuld tid" udtales med to hovedtryk) og "Han er lige gået på halv tid" (også med to hovedtryk). Reglerne for sær- og sammenskrivning fremgår af § 18 og 19 i Retskrivningsordbogen.

Det skal dog indrømmes at det i de nævnte tilfælde kunne være hensigtsmæssigt at nævne varianterne i to ord (fuld tid og halv tid) i selve ordbogen, evt. bare som eksempler under opslagsordene fuld og halv. For det første er udtalerne med to hovedtryk ganske rigtigt ikke ualmindelige; for det andet kan man som bruger af ordbogen få det indtryk at det er "forbudt" at skrive fuld tid og halv tid, og det er det altså ikke.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 30.06.2017 af Ida Elisabeth Mørch.