Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet last minute el. last-minute
 

 

last minute el. last-minute

Må man skrive last-minute-tilbud, eller skal det være last minute-tilbud? Jeg ser det tit skrevet last minute tilbud, men det må da være forkert.
af Anita Ågerup Jervelund, Dansk Sprognævns svarbase, 08.02.2017.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Må man skrive last-minute-tilbud, eller skal det være last minute-tilbud? Jeg ser det tit skrevet last minute tilbud, men det må da være forkert.

UdråbstegnSvar:

Vi vil anbefale skrivemåden last minute-tilbud. Der er tale om en såkaldt gruppesammensætning, hvor første led er skrevet i to ord, dvs. last minute. Der kan dog også sættes bindestreg mellem alle ordene i den type sammensætninger: last-minute-tilbud (jf. retskrivningsreglerne i Retskrivningsordbogen 2012, § 57.7.a).

Det ser ganske vist ud til at man på engelsk kun kan skrive last-minute, altså med bindestreg (se fx ordbog.gyldendal.dk og www.oxforddictionaries.com), men det betyder ikke at man er nødt til at bevare denne bindestreg også i dansk. De engelske regler (hvordan de så end er) følger ikke med over i dansk. Vi skriver fx to do-liste (se retskrivningsreglerne i Retskrivningsordbogen 2012, § 57.7.a) selvom det i engelsk skrives to-do list.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 15.06.2017 af Eva Skafte Jensen.