Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet hen, kønsneutralt pronomen
 

 

hen, kønsneutralt pronomen

Hvad er grunden til at vi på dansk ikke indfører et kønsneutralt pronomen? Er det noget Sprognævnet har overvejet? Jeg mener at et hæn til eksempel vil kunne fungere – med bøjningen hæn – hæm – hæns.
af Ida Elisabeth Mørch, Dansk Sprognævns svarbase, 06.05.2016.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Hvad er grunden til at vi på dansk ikke indfører et kønsneutralt pronomen? Er det noget Sprognævnet har overvejet? Jeg mener at et hæn til eksempel vil kunne fungere – med bøjningen hænhæmhæns.

UdråbstegnSvar:

Principielt vil Dansk Sprognævn ikke modsætte sig indførelsen af et nyt kønsneutralt pronomen, men udviklingen skal drives frem af sprogbrugen. Vi har berørt spørgsmålet i tidligere svar i Nyt fra Sprognævnet 2002/3 om brugen af han eller hun, og også i Dansk Sprognævns Årsberetning 1981, side 19, er spørgsmålet behandlet.

Det vil kræve at sprogbrugerne begynder at bruge et kønsneutralt pronomen i større omfang end tilfældet er nu. Det vil måske ske med tiden, men vores vurdering er at der vil gå mange år. I sprogbrugen vil man så til den tid komme frem til hvilken udgave af pronomenet man har valgt (hen, hæn eller høn), og med tiden også bøjningen. I Sverige er man indenfor de senere år begyndt at anvende pronomenet hen i kønsneutrale tekster.

Når eller hvis et kønsneutralt pronomen engang er blevet almindeligt, vil det formentlig blive indarbejdet i Retskrivningsordbogen og andre ordbøger og grammatikker.

Dansk Sprognævn har ikke foretaget en undersøgelse af hvor udbredt brugen af mulige kønsneutrale pronomener er, men vi er bekendt med at det bruges relativt meget i visse miljøer hvor køn er til debat. Fx er der et helt temanummer af tidsskriftet Friktion, nr. 1, 2014, som behandler ordet hen grundigt. ( (Se http://friktionmagasin.dk/index.php/category/hen/) ).

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 30.11.2016 af Ida Elisabeth Mørch.