Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet formå
 

 

formå

Mine kolleger og jeg har lige haft en animeret diskussion om hvorvidt man kan sige: formå nogen til, eller man skal sige: formå at få nogen til?
af Jørgen Nørby Jensen, Dansk Sprognævns svarbase, 09.05.2016.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Mine kolleger og jeg har lige haft en animeret diskussion om hvorvidt man kan sige: formå nogen til, eller man skal sige: formå at få nogen til?

UdråbstegnSvar:

Umiddelbart kan der i hvert fald ikke siges at være noget i vejen med konstruktionen formå nogen til. Den er nævnt i de gængse betydnings- og konstruktionsordbøger som fx Den Danske Ordbog og Nudansk Ordbog.

I betydningen ’overtale, få (til)’ giver Den Danske Ordbog (på ordnet.dk) således konstruktionsoplysningen "NOGEN formår NOGEN til at + INFINITIV". Konstruktionen er illustreret med eksemplet "Forhåbentlig vil den danske delegation i Nordisk Råd formå Finland til at skifte kurs" (Berlingske Tidende, 1991).

Politikens Nudansk Ordbog med etymologi (4. udg., 2010) skriver tilsvarende at formå nogen til noget betyder ’overtale’. Eksemplerne er "jeg kunne ikke formå ham til at komme tidligere" og "han er ikke til at formå til at opgive det der".

Også Den Danske Netordbog (på ordbogen.com) nævner konstruktionen "formå nogen til noget". Eksemplet er "Det tog mig mit halve liv, inden jeg kunne formå mig selv til at rejse tilbage".

I den ovennævnte betydning af formå er det derimod nok ikke så oplagt at bruge konstruktionen formå at få nogen til.

Men formå kan jo også bruges i betydningen ’være i stand til; kunne præstere; evne’ eller lignende, fx jeg gør det så godt jeg formår, du må tage til takke med hvad huset formår, hun formår at få det bedste frem i folk osv.

Og her vil det nok ikke være helt utænkeligt at benytte konstruktionen formå at få nogen til, fx hun formåede at få ham til at smile igen, han havde formået at få hende til at føle sig uimodståelig og smuk osv.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 01.12.2016 af Eva Skafte Jensen.