Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet Kamerika
 

 

Kamerika

Hvor gammelt er ordet Kamerika (i betydningen ’Amerika’), og hvorfor siger man sådan?
af Anne Kjærgaard, Dansk Sprognævns svarbase, 2016/4, 11.03.2016.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Hvor gammelt er ordet Kamerika (i betydningen ’Amerika’), og hvorfor siger man sådan?

UdråbstegnSvar:

Ordet står ikke i en eneste ordbog over dansk, heller ikke i nogen slangordbøger. Helt ukendt er det dog ikke. En af medarbejderne her på Sprognævnet kan huske sin mor og moster sige både Kamerika og Kameria, og hvis man søger på internettet, kan man se at ordet stadig bliver brugt. Det er i hvert fald over 100 år gammelt. Den tidligste forekomst vi har kunnet finde, er fra 1870 i avisen Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissements-Tidende. I en lille notits om en indsamling til den franske hær kan man læse at en af bidragsyderne er "Manden fra Kamerika".

Det er ikke helt ualmindeligt at steder har øge- eller kælenavne. Nørrebro og Vesterbro i København kaldes også af og til Vesterbronx og Nørrebronx. Her spiller man på ligheden mellem bro og Bronx, altså en bydel i New York. Vi kender det også fra Gylland for Jylland, hvor man spiller på ligheden med ordet gylle.

Kamerika minder dog ikke rigtigt om andre ord. Forklaringen på ordet er nok snarere at det er en spøgende og legende forvanskning af et velkendt ord. Noget lignende kendes fra udtryk som bakke snagvendt (i stedet for snakke bagvendt), der optræder i en sang fra børneprogrammet med frøen Kaj og papegøjen Andrea. Og mon ikke de legesyge og sprogligt kreative tøjdyr fra børne-tv ville foretrække en tur til Kamerika fremfor bare at tage til Amerika?

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 21.12.2016 af Ida Elisabeth Mørch.