Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet genitiv-s i Frelser-s
 

 

genitiv-s i Frelser-s

Skal Frelser skrives med eller uden genitiv-s i denne tekst: Præst: "Ja, frels os, beder vi dig, Herre, fra alt, hvad der er ondt, og giv os fred i vore dage. Fri os ved din miskundhed fra synd, og gør os trygge i alle trængsler i forventning om det salige håb og vor Frelsers Jesu Kristi komme".
af Eva Skafte Jensen, Dansk Sprognævns svarbase, 24.01.2013.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Skal Frelser skrives med eller uden genitiv-s i denne tekst: Præst: "Ja, frels os, beder vi dig, Herre, fra alt, hvad der er ondt, og giv os fred i vore dage. Fri os ved din miskundhed fra synd, og gør os trygge i alle trængsler i forventning om det salige håb og vor Frelsers Jesu Kristi komme".

UdråbstegnSvar:

Vi anbefaler at I skriver Frelsers med –s. Det skyldes at vi ser Jesu Kristi som en apposition (i bønnen ovenfor med udeladte kommaer), dvs. som et led der – syntaktisk set – ville kunne udelades. I den slags konstruktioner er det logiske og mest korrekte at skrive to genitiv-s'er, fx firmaets direktørs, Lars Peter Jensens, vurdering af sagen (citeret fra Håndbog i Nudansk 2013, s. 211) fordi appositioner netop er karakteristiske ved at kunne udelades. Hvis man udelader navnet i det citerede tilfælde og heller ikke har det første genitiv-s med, kommer man til at mangle noget: firmaets direktør_ vurdering af sagen. De to genitiver resulterer ofte i hvad man kunne kalde høj stil, og af hensyn til mundret tale er der en vis tendens til at udelade det første -s (altså det i direktørs) i sådanne konstruktioner, men det burde der ikke være grund til at gøre i tilfældet vor Frelsers Jesu Kristi komme. Grunden til at der ikke er genitiv-sJesu Kristi, er at Kristi i sig selv er en genitivform af Kristus.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 08.12.2014 af Ida Elisabeth Mørch.