Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet smuksak
 

 

smuksak

Jeg faldt over ordet smuksak i dagbladet Politiken i maj måned. Jeg havde aldrig set det før, men en tur på Google viste at det var ret almindeligt på nettet. Hvad er baggrunden for ordet, og hvor længe har det været brugt?
af Pia Jarvad, Nyt fra Sprognævnet, 2012/4, 01.12.2012.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Jeg faldt over ordet smuksak i dagbladet Politiken i maj måned. Jeg havde aldrig set det før, men en tur på Google viste at det var ret almindeligt på nettet. Hvad er baggrunden for ordet, og hvor længe har det været brugt?

UdråbstegnSvar:

Ordet er ikke ganske nyt, det ældste citat vi kan finde, er fra 1999 hvor sammenhængen viser at ordet nok er veletableret idet det bruges uden særmarkeringer som gåseøjne, i kursiv eller med såkaldt foran. Disse særmarkeringer er ofte almindelige ved helt nye ord. Ordet er dog meget mere almindeligt fra 2010 og til nu. Ordet smuksak bruges om en smuk kvinde, en skønhed, men også om andet smukt, fx en blomst, et spædbarn:

"Seriens smuksak er den unge tv-journalist Katrine Fønsmark spillet af Birgitte Hjort Sørensen. Hun ligner dog noget med en spiseforstyrrelse, mener Ekstra Bladets anmelder (Politiken.dk 27.9.2010)."

Endvidere er der en vovet sidebetydning i en række af de eksempler som vi har set, fx

"Rasmus Seebach og komiker Mikael Wulff har begge nydt godt af dem. Og selv er smuksakken Julie Zangenberg også ovenud tilfreds med sine bryster - selv om de hverken kan konkurrere med Linse Kesslers eller Anni Fønsbys ( Se og Hør online.dk 3.11.2011)."

Ordet er dannet af smuk + sak, men selv om det ser ligetil ud, er det dog en usædvanlig dannelse fordi -sak i dag må anses for at være en uproduktiv afledning. I Retskrivningsordbogen fra 2001 er der således kun tyksak og skrubsak med – og skrubsak med betydningen ’uroligt, voldsomt barn’ er næppe meget brugt mere, fx er der – med alle forbehold for googlelingvistik – 1760 eksempler med skrubsak, mens smuksak popper op med 47.900 eksempler. Afledningen –sak er det samme ord som sæk ’pose’, men bruges i en række sammensætninger som en personbetegnelse. Ordbog over det danske Sprog har blandt andet bumsak ’trivelig, fed person’, klumpsak ’lille klodset, tyk person’ (barn), og lapsak ’nedsættende betegnelse for en fattig eller udygtig person, en stodder eller løjser’. I Ømålsordbogen finder man fræksak ’fræk mand’, og det ser ud til at have et moderne liv, ofte i en vovet betydning, fx

"Hun er en lille fræksak, den tidligere spice girl Mel B. - aka Scary Spice. Ikke alene flasher hun sin bodybuilder-stramme krop i tide og utide, den 34-årige sangerinde er heller ikke nærig med detaljerne hjemme fra dobbeltsengen (Urban.dk 9.6.2009)."

Eller positivt, fx

"men han [en hund] er den sødeste lille fræksak ... han er en kæmpe stor kærlighedsbombe lige fra han kom, har vi elsket at have ham i nærheden. (www.hundegalleri.dk/ gal_visbil.aspx?ID=42149)"

Hvor de tidligere betegnelser alle er forbundet med noget nedsættende, er smuksak (og fræksak) forbundet med et neutralt eller positivt indhold, og derved adskiller de sig også fra de gamle ord.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 28.04.2015.