Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet jegs i stedet for min
 

 

jegs i stedet for min

Jeg er flere gang stødt på en for mig at se ny og omsiggribende brug af ordet jegs i stedet for min eller mit. Den første gang jeg hørte det, var i Mads & Monopolet hvor en ung kvinde ringer ind med et dilemma der angår hendes forestående bryllup. Kvinden der ringer, siger noget i retning af Jeg har altid forestillet mig min mand og jegs bryllup.... For nylig så jeg genudsendelsen af showet Rune Klan Går Large, hvor han to gange siger Min far og jegs livret er flæskesteg. Konstruktionen er altså at hvis to personer hvoraf jeg er den anden, skal sættes i genitiv, så kommer der et genitivs -s på jeg, selvom det korrekte jo ville være at brugt min eller mit. Man kan ikke vide hvor mange der bruger den form, bare fordi man har hørt den nogle gange, men jeg synes den er værd at studse over. Hvad siger Sprognævnet til konstruktionen – og kan der mon være tale om en form for overkorrekt sprogbrug?
af Jørgen Nørby Jensen, Dansk Sprognævns svarbase, 06.06.2012.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Jeg er flere gang stødt på en for mig at se ny og omsiggribende brug af ordet jegs i stedet for min eller mit. Den første gang jeg hørte det, var i Mads & Monopolet hvor en ung kvinde ringer ind med et dilemma der angår hendes forestående bryllup. Kvinden der ringer, siger noget i retning af Jeg har altid forestillet mig min mand og jegs bryllup.... For nylig så jeg genudsendelsen af showet Rune Klan Går Large, hvor han to gange siger Min far og jegs livret er flæskesteg. Konstruktionen er altså at hvis to personer hvoraf jeg er den anden, skal sættes i genitiv, så kommer der et genitivs -sjeg, selvom det korrekte jo ville være at brugt min eller mit.

Man kan ikke vide hvor mange der bruger den form, bare fordi man har hørt den nogle gange, men jeg synes den er værd at studse over. Hvad siger Sprognævnet til konstruktionen – og kan der mon være tale om en form for overkorrekt sprogbrug?

UdråbstegnSvar:

Det er en vældig interessant iagttagelse du har gjort. Vi kan se at der findes lignende eksempler på nettet, fx min veninde og jegs blog og min bror og jegs nye vinterprojekt, så der er ingen tvivl om at konstruktionen findes. Det er muligt at der er tale om en form for overkorrekt sprogbrug som du foreslår, men det kan også være at der er tale om en form for gruppegenitiv, altså at s’et i "virkeligheden" slet ikke er sat på ordet jeg, men derimod på ordgrupperne min far og jeg og min mand og jeg.

Bøjningsendelsen –s kan naturligvis sættes direkte på et substantiv – mandens bil, farens livret, Peters hat osv. Men så kan det jo også sættes på en gruppe af ord: Peter og Lises børn, Lennon og McCartneys melodier osv. Og i talesproget kan man jo sætte –s på næsten hvad som helst: En som jeg kenders mor, Manden vi lige mødtes kone, Ham der går derovres fætter osv. Man kan i øvrigt læse mere om fænomenet her: (http://www.dr.dk/nyheder/kultur/kulturklubber/kommentar-foedslen-af-en-sproglig-fejl?rss=true)

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 19.03.2015 af Margrethe Heidemann Andersen.