Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet toårlig
 

 

toårlig

Kan man bruge ordet toårlig som afløsningsord for fremmedordet "biennal"?
af Jørgen Nørby Jensen, Dansk Sprognævns svarbase, 18.12.2009.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Kan man bruge ordet toårlig som afløsningsord for fremmedordet "biennal"?

UdråbstegnSvar:

Både og! Umiddelbart kan man jo danne toårlig efter det mønster vi kender fra årlig og halvårlig. Ifølge Den Danske Ordbog (www.ordnet.dk/ddo) kan årlig bruges i betydningerne 'som finder sted eller udføres flere gange med et års mellemrum', fx "den årlige generalforsamling" og 'som gælder for et år', fx "årlig omsætning". Ifølge samme ordbog betyder halvårlig enten 'som finder sted eller udføres flere gange med et halvt års mellemrum' eller 'som varer eller gælder for et halvt år'. Tilsvarende ville toårlig principielt kunne betyde 'som finder sted eller udføres flere gange med to års mellemrum' og 'som varer eller gælder for to år'. Når orddannelsen alligevel forekommer lidt afstikkende, skyldes det muligvis at årlig er dannet til år og halvårlig til halvår, mens der jo ikke er noget der hedder et toår. Tilsvarende vil man kun dårligt kunne danne fx halvugentlig, tomånedlig og lign. Et yderligere aspekt er at toårlig ville kunne forstås i betydningen 'som finder sted to gange om året'.

I den rette kontekst vil toårlig formodentlig blive forstået på den rigtige måde, men ellers står man sig formodentlig bedst ved at bruge en omskrivning.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 09.12.2014 af Margrethe Heidemann Andersen.