Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet den første (og) den bedste
 

 

den første (og) den bedste

Min kollega mener at det hedder den første og bedste, men jeg mener nu at det skal hedde den første den bedste. Hvem af os har ret?
af Rikke Dybdahl Harpsøe, Nyt fra Sprognævnet, 2008/2, 01.06.2008.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Min kollega mener at det hedder den første og bedste, men jeg mener nu at det skal hedde den første den bedste. Hvem af os har ret?

UdråbstegnSvar:

I har faktisk begge ret. I Ordbog over det danske Sprog, bd. 2, 1920, findes udtrykket den første den bedste, og om det står der bl.a. at det også kan optræde uden den (den første [den] bedste) men dog sjældent. Der henvises til det tyske der erste beste. Den Danske Ordbog, bd. 2, 2004, har ligeledes udtrykket den første den bedste i betydningen ‘den første der viser sig som en mulighed, men ikke nødvendigvis er bedst; en mere eller mindre tilfældig‘. Stig Toftgaard Andersens Talemåder i dansk (1998) har den første, den bedste i betydningen ‘den første, lige meget hvem; en tilfældig‘.

I Politikens Nudansk Ordbog med etymologi, 3. udg., 2005, findes udtrykket den første og bedste med betydningen ‘den som tilfældigvis er den første‘, og der gives eksemplet "han tog den første og bedste vej til højre". Det viser sig dog at ordbogen frem til og med 1992-udgaven havde den første den bedste (uden og), og udtrykket den første og bedste må dermed betragtes som et nyere fænomen. Hvis man kigger på brugen af de to udtryk i danske avisartikler, viser det sig at der er en lille overvægt af den første den bedste, men at den første og bedste ikke kommer langt efter og derved må siges at blive brugt på lige fod med den første den bedste.

Uddybning:

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 27.03.2015.

Disse artikler kunne måske også have interesse