Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet støttespiller
 

 

støttespiller

Jeg er i en oversættelse fra norsk stødt på ordet støttespiller, som jeg ikke har set før. Er det et godt dansk ord, eller er det norsk, og hvordan kan det så optræde i en dansk oversættelse?
af Ole Ravnholt, Nyt fra Sprognævnet, 2011/1, 01.03.2011.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Jeg er i en oversættelse fra norsk stødt på ordet støttespiller, som jeg ikke har set før. Er det et godt dansk ord, eller er det norsk, og hvordan kan det så optræde i en dansk oversættelse?

UdråbstegnSvar:

Ordet støttespiller er lånt fra norsk, og det er ret usædvanligt. I Nye Ord i Dansk på nettet 1955 til i dag (www.nyeordidansk.dk) er der registreret op mod hundrede gange så mange engelske lån som norske. Det kan delvis skyldes at norske ord ikke nødvendigvis opleves som fremmede, og at man derfor let overser dem. Og det kan spille en rolle at samfundsudviklingen i Norge og Danmark på mange måder er parallelle, sådan at nye fænomener dukker op nogenlunde samtidig, og derfor bliver navngivet nogenlunde samtidig. Det kan gøre det svært at se om der er en påvirkning, og hvilken vej den måtte gå.

Ordet findes ganske rigtigt ikke i danske ordbøger, men det findes i danske aviser – og i norske ordbøger. Ifølge Bokmålsordboka (http://www.dokpro.uio.no/ordboksoek.html) kan det betyde ’erfaren, dyktig spiller’ eller ’erfaren, ledende person’. Det er ikke særlig hyppigt på dansk, men langt hyppigere i de sidste ti år end tidligere. En søgning på ordets forskellige former på pressens artikeldatabase på nettet, Infomedia, giver i alt 573 fund, hvoraf nogle dog kan være gengangere. De fleste drejer sig om sportsgrene som fodbold, håndbold og ishockey, men det findes også i overført betydning, ’samarbejdspartner’.

Det tidligste fund er fra 1991, og det drejer sig om fodbold: "ældre støttespillere som John Faxe, Bjarne Jensen, Henrik Jensen m.fl. (B.T. 21.6.1991.)" Det første fund med den overførte betydning er fra 1993, hvor den daværende norske konservative leder, Kaci Kullmann Five, karakteriserede den afgåede danske statsminister, Poul Schlüter, som "en god støttespiller for Norge (Ritzaus Bureau, 10.1.1993.)" Sådan ville en dansk politiker næppe have udtrykt det, i hvert fald ikke den gang, men ordet er umiddelbart forståeligt, og derfor kan det uden videre, og uden at vække større opsigt, anvendes i en dansk tekst. Senere er der også eksempler på at indfødte danskere har brugt ordet i den overførte betydning. Så ordet findes på dansk, ikke kun på norsk.

Også på norsk er det forholdsvis nyt, men ældre end på dansk. Ifølge Nyord i Norsk 1945-1975, Universitetsforlaget 1982, optrådte det på norsk første gang i 1954 i den bogstavelige betydning, mens det tidligste eksempel med den overførte betydning er fra 1973.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 28.04.2015.