Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet LEAN, Lean, lean; lean-aktivitet eller leanaktivitet
 

 

LEAN, Lean, lean; lean-aktivitet eller leanaktivitet

Skrives lean med store eller små bogstaver, og bruger man bindestreg i sammensætninger som leanaktivitet, leankonsulent?
af Ole Ravnholt, Nyt fra Sprognævnet, 2010/2, 01.06.2010.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Skrives lean med store eller små bogstaver, og bruger man bindestreg i sammensætninger som leanaktivitet, leankonsulent?

UdråbstegnSvar:

Ordet lean skrives med små bogstaver, og det er normalt ikke nødvendigt at sætte bindestreg i sammensætninger. Det indgår i udtryk som lean manufacturing, lean management og lign. Ifølge Wikipedia. com er det en ’produktionsmetode der regner enhver omkostning der har andre mål end at skabe værdi for slutkunden, for at være spild, og derfor et mål for eliminering’. Metoden er udviklet i Japan og er blevet udbredt via Toyota.

Ordet skrives ofte LEAN eller Lean, men begge former er ukorrekte. Forudsætningen for at et ord kan skrives med lutter store bogstaver, er at det er en forkortelse der består af forbogstaverne fra ordene i det uforkortede udtryk: DSB, EU, FN. Lean er ikke en forkortelse, men det engelske ord for ’mager’ der har fået en særlig anvendelse, bl.a. i lean management, og som vi har lånt i denne særlige anvendelse. Forudsætningen for at et ord kan skrives med stort begyndelsesbogstav, er at det er et egennavn, og det er lean ikke.

Det er en udbredt fordom at sammensætninger med et oprindelig engelsk ord skal have bindestreg, men der er ingen generel regel der foreskriver eller tillader bindestreg i den slags tilfælde. Men ifølge § 57.8 i retskrivningsreglerne kan"[s]ammensætninger med usædvanlige eller svært læselige ord- og bogstavsammenstød … for tydelighedens skyld skrives med bindestreg: lønningsbogholderi-oplysninger, termoluminescens- dosimeter, lokal-lister, bratschstreng, stress-symptomer, gløgg-gilde, ikkesammenlignelig, nå-siger, Magritte-udstilling, Almindingen-vandring (Retskrivningsordbogen § 57.8.)"

Det kan bruges som grundlag for at sætte bindestreg i sammensætninger med engelske ord, hvis man altså skønner at de kan give problemer med læsningen. Ord som leanaktivitet, leanfilosofi, leankonsulent, leantankegang er ikke svære at læse hvis man kender ordet lean, og derfor vil det normalt ikke være nødvendigt at skrive dem med bindestreg. Men reglen giver jo rum for et vist skøn.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 21.04.2015.