Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet det må jeg give ham!
 

 

det må jeg give ham!

Jeg er ofte stødt på udtrykket det må jeg give ham som betyder nogenlunde det samme som 'det må jeg lade ham', men jeg kan ikke finde det i nogen ordbøger. Findes udtrykket ikke? Og er det må jeg give ham i øvrigt en anglicisme?
af Margrethe Heidemann Andersen, Nyt fra Sprognævnet, 2010/1, 01.03.2010.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Jeg er ofte stødt på udtrykket det må jeg give ham som betyder nogenlunde det samme som 'det må jeg lade ham', men jeg kan ikke finde det i nogen ordbøger. Findes udtrykket ikke? Og er det må jeg give ham i øvrigt en anglicisme?

UdråbstegnSvar:

Det er rigtigt at udtrykket give nogen noget i betydningen ’indrømme’ tilsyneladende ikke findes i de dansk-danske ordbøger, men det eksisterer dog alligevel. Og det er også rigtigt at der nok er tale om påvirkning fra engelsk; det traditionelle udtryk er på dansk at lade nogen noget.

Udtrykket at lade nogen noget findes i Ordbog over det danske Sprog (bd. 12, 1931), i Den Danske Ordbog (bd. 3, 2004), og i Politikens Nudansk Ordbog med etymologi (3. udg., 2005). I Ordbog over det danske Sprog står der om udtrykket: ’(mere eller mindre modstræbende, trods i øvrigt lidet anerkendende mening om vedkommende) erkende, at en person er i besiddelse af visse (påståede) rosværdige egenskaber eller har ret i en vis fremsat ytring (påstand); indrømme en noget; gøre en en vis indrømmelse’. Nudansk Ordbog anfører at udtrykket er ”ældre”, og at det betyder ’indrømme at nogen kan noget’, fx man må lade hende at hun er god til at organisere.

Noget kunne tyde på at udtrykket give nogen noget i betydningen ’indrømme’ er opstået under påvirkning fra engelsk. I B. Kjærulff Nielsens Engelsk-Dansk Ordbog står der bl.a. under opslagsordet give:"”he 'had been kind – you have to give him that …' det må man sige (eller indrømme)” (B. Kjærulff Nielsens Engelsk-Dansk Ordbog, 6. udg., 1998.)"

Der findes adskillige eksempler på udtrykket at give nogen noget i pressens artikelsamling Infomedia. I Se og Hør kunne man således d. 4.9.2008 læse følgende:"Eksbokseren og den tidligere ”Vild med dans”- deltager Gert Bo Jacobsen så lettere malplaceret ud på stedet, men han var skarpt klædt på og lækkert solbrun - det må man give ham. (Se og Hør 4.9.2008)"

Denne betydning stemmer fuldstændigt overens med betydningsangivelsen under lade nogen noget i Ordbog over det danske Sprog. Og det gælder i øvrigt også næste citat om tv-værten Bubber:"Bubber er tilstede. Fuldstændig. Og derfor rar at være sammen med, god at tale med. Også for en person, der som undertegnede må tilstå sine medbragte forbehold og ofte har nikket samtykkende til andre voksnes suk: ”Årrhh Bubber” - men han er dygtig, det må man give ham. (Jyllands-Posten 20.5.2000.)"

Udtrykkene at lade nogen noget og at give nogen noget findes altså begge to, og de betyder det samme. Det første findes i ordbøgerne, men er måske lidt gammeldags, det næste er muligvis opstået under påvirkning fra engelsk, men har altså endnu ikke fundet vej til de danske ordbøger.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 20.03.2015.