Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet fx el. f.eks.
 

 

fx el. f.eks.

Hvordan kan det være at forkortelsen for eksempel skrives enten f.eks. eller fx? Det er jo nemmest at skrive fx, men når man skriver ordet ud, skrives det jo ikke med x.
Dansk Sprognævns svarbase, 28.09.1990.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Hvordan kan det være at forkortelsen for eksempel skrives enten f.eks. eller fx? Det er jo nemmest at skrive fx, men når man skriver ordet ud, skrives det jo ikke med x.

UdråbstegnSvar:

Det kan virke mærkeligt at fx kan bruges som forkortelse af for eksempel, når ordet eksempel kun kan skrives med ks og ikke med x. Vi har ikke nogen rigtig god forklaring på det, bortset fra at fx efterhånden er ret udbredt og tilmed er en nemmere og mere pladsbesparende forkortelse end f.eks. Desuden har fx gammel hævd i dansk, ikke mindst i leksikografiske kredse, og findes således (dog skrevet med punktum, altså fx.) i Ordbog over det danske Sprog. I Retskrivningsordbogen er begge forkortelser med, så hvad angår deres korrekthed, er de helt ligestillede. I øvrigt beskrives forkortelsen fx i Forkortelser i hverdagen, Dansk Sprognævns skrifter 13, Gyldendal, 1988, som en sammentrækning af det traditionelle f.eks. Denne sammentrækning har nærmest karakter af et ideogram (en sigel), og punktum efter x er derfor overflødigt.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 09.12.2014 af Margrethe Heidemann Andersen.