Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet ondere og slemmere
 

 

ondere og slemmere

Er der noget der hedder ondere, ondest og slemmere, slemmest, eller skal man altid bruge værre og værst i stedet?
Nyt fra Sprognævnet, 1988/4, 01.12.1988.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Er der noget der hedder ondere, ondest og slemmere, slemmest, eller skal man altid bruge værre og værst i stedet?

UdråbstegnSvar:

Oftest gradbøjer man ond og slem ved hjælp af ordene værre og værst, men i visse tilfælde kan man også bruge ondere, ondest og slemmere, slemmest. Disse regelmæssige former fremgår indirekte af Retskrivningsordbogen (afsnittet "Vejledning i ordbogens brug"). Der er oven i købet enkelte tilfælde hvor man ikke kan udtrykke det man ønsker hvis man bruger værre, værst.

Uddybning:

Når det gælder ond kan man i betydninger som 'ondskabsfuld', 'ondartet', 'smertefuld' bruge ondere og ondest både i dagligdags sprog og i højere stil, fx "han er ondere imod mig, end han kan forsvare", "smerten er blevet ondere og ondere", "Adjunkt H. .. var altid om Lørdagen i sit ondeste Lune" (Henrik Pontoppidan), "to, som elsker hinanden, kan læge de ondeste Saar" (Viggo Stuckenberg). Tilfælde hvor man dårligt ville have kunnet bruge værre, værst i stedet, er: "han så på mig med sine ondeste øjne", "hvis man vil gøre Strindberg ondest mulig" (Henrik Bering Liisberg i Information i 1965).

Formerne slemmere og slemmest var i ældre tid ikke helt usædvanlige. De kan findes hos Holberg, Oehlenschläger, J. P. Jacobsen, Georg og Edvard Brandes mfl. Især i nutiden har formerne et vist spøgende præg, således: "en hel del meget slemmere ting" (Klaus Rifbjerg i tidsskriftet Vindrosen i 1963), "Hvem er slemmest: Cæsar, TV .. eller kioskejeren?" (avisoverskrift i 1966). Formerne kan også forekomme brugt for variationens skyld, således: "Av, var den ikke værre? Er der noget slemmere end revision af det klassiske?" (Gert Petersen MF i Information i 1978). Kun i yderst specielle tilfælde ville det være umuligt at bruge værre og værst, således i et meget sjældent eksempel som følgende fra en bog der udkom i 1903: "en slemmeste Tøs havde hun været".

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 21.11.2014.