Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet det kan jeg ikke have
 

 

det kan jeg ikke have

Kan vendingen det kan jeg ikke have betyde ‘det kan jeg ikke tåle’? Hvor stammer den betydning i givet fald fra?
Nyt fra Sprognævnet, 2003/3, 01.09.2003.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Kan vendingen det kan jeg ikke have betyde ‘det kan jeg ikke tåle’? Hvor stammer den betydning i givet fald fra?

UdråbstegnSvar:

Vendingen at kunne have noget er genuin (dvs. oprindelig) dansk. I Nudansk Ordbog med etymologi 2001 forklares vendingen som 'kunne acceptere noget’, fx Jeg kan ikke have hans evindelige drikkeri.. Vendingen kan også bruges med betydningen 'kunne få fat i'. Betydningsvarianten 'synes om, tåle, udholde' findes i Feilbergs Ordbog over jyske Almuesmål I-IV, 1894-1914, bl.a. med eksemplerne kan du have en punch eller jeg kan ikke godt have den klatren (her gengivet på rigsdansk). Denne sprogbrug svarer til et enkelt moderne eksempel, som vi fandt på nettet. Det handler om seksuelt misbrugte, og en meddeler fortæller: "Jeg har mareridt hver eneste nat. Flere gange vågner jeg op. Drømmer at han vil røre ved mig. Og det kan jeg ikke have!!!! Jeg er så træt og det går jo ud over job og familie (www.webcorp.org.uk/cgi-bin/showurl.24.2.2000)"

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 12.01.2015 af Ida Elisabeth Mørch.