Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet nulte
 

 

nulte

Jeg er lærerstuderende og hører i den anledning gang på gang betegnelsen 0. klasse (nulte klasse). Nu vil jeg gerne høre om det virkelig kan være rigtigt at nul kan bruges på den måde.
af Jørgen Nørby Jensen, Nyt fra Sprognævnet, 2003/3, 01.09.2003.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Jeg er lærerstuderende og hører i den anledning gang på gang betegnelsen 0. klasse (nulte klasse). Nu vil jeg gerne høre om det virkelig kan være rigtigt at nul kan bruges på den måde.

UdråbstegnSvar:

Politikens Nudansk Ordbog med etymologi, 2001, oplyser at nulte i matematik bruges om 'ordenstallet til nul', fx Når man sætter et tal i nulte potens, er det altid lig med 1. Ordet har været med i Retskrivningsordbogen siden 1986, men er dog noget ældre. Den matematiske brug af ordet er fx omtalt i Aage Hansen: Moderne Dansk, bd. 2, 1967, s. 392: I matematikken er [endelsen] -te udnyttet i n'te potens og den nulte potens".

Uddybning:

I de senere år har man dog ganske rigtigt også kunnet støde på ordet nulte i andre sammenhænge. Allerede i 1974 kunne man således høre en radioudsendelse med titlen Det ellevte skoleår og det "nulte", i norsk er der eksempler fra begyndelsen af 1970'erne på udtrykket nulte time om 'timen før første undervisningstime', og betegnelsen nulte klasse har i hvert fald været kendt i dansk siden begyndelsen af 1990'erne: "“Ja, i dag er det i hvert fald dobbelt så sjov som at være hjemme”, mente Peters kammerat Mark Andersen-Crohn, der også går i nulte klasse (Berlingske Tidende, 20.2.1994)" "“Det farligste på hele skolen er de store drenge”. Det synes Silke Stokholm fra 3. A. “De er alt for voldsomme - da jeg gik i nul'te, fik jeg en bold i hovedet af dem. Så hårdt, at jeg skulle op til skolelægen - men hun var der ikke, og så klarede jeg det selv,” husker Silke (Berlingske Tidende, 7.5.1996)" "Det er en stor dag for de 22 elever i nulte c på Katrinebjergskolen i Århus. Men også for læreren, Inger Marie Bach Jensen (Berlingske Tidende, 6.8.1996)" "Først efter nulte begynder livet for alvor. Det véd ethvert skolebarn. Jyllands-Posten var med på sidelinien, da 1. a begyndte på Læssøesgades Skole i Århus (Jyllands-Posten, 13.8.2000)" En lidt nyere parallel finder man i betegnelsen nulte g.: "Unge med indvandrerbaggrund skal have et bedre indblik i dansk sprog og kultur inden de begynder i gymnasiet. Derfor vil Langkjær Gymnasium i Tilst til næste år gerne tilbyde de unge et ekstra år i gymnasiet, den såkaldte nulte g.-klasse. Det vil give dem bedre mulighed for at følge undervisningen i 1.g. (Jyllands-Posten, 31.5.2001)" I musikkredse bruges desuden undertiden betegnelsen den nulte symfoni. Den dækker over et værk af komponisten Anton Bruckner (1824-1896) skrevet flere år før den symfoni der er kendt som hans første: "Klarheden prægede Radiosymfoniorkestrets udgave af denne nulte symfoni, men der var også plads til at styre mod de udtryksmæssige højdepunkter, der er belønningen i Bruckners musik. Ligesom inderligheden var til stede som en vigtig medspiller (Berlingske Tidende, 14.1.1995)" Ordet nulte bruges altså i stigende grad om noget der kan siges at befinde sig umiddelbart før det første i en række. Nulte klasse befinder sig umiddelbart før første klasse, nulte g. umiddelbart før 1. g. osv. Derimod vil man nok ikke kunne finde eksempler som den nulte gang jeg så dig ... eller hun mindedes deres nulte møde.

Inden for den pædagogiske verden har nulte klasse vist efterhånden næsten udkonkurreret børnehaveklasse. En del sprogbrugere vil dog nok stadig - ligesom du - finde betegnelsen nulte klasse påfaldende, og det kan naturligvis være en grund til at undgå den.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 01.12.2014.