Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet nødigt, men dog gerne
 

 

nødigt, men dog gerne

Er vendingen nødigt, men dog gerne kendt? Jeg har på fornemmelsen at den er eller har været en anelse udbredt.
Nyt fra Sprognævnet, 2002/3, 01.09.2002.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Er vendingen nødigt, men dog gerne kendt? Jeg har på fornemmelsen at den er eller har været en anelse udbredt.

UdråbstegnSvar:

Formuleringen "nødigt, men dog gerne" indgår i en retorisk tradition. Stilistisk er der tale om en antitese (modsætningsfigur) med et paradoksalt indhold. Akademikere af den ældre skole, der var opdraget i veltalenhedstraditionen og besad klassisk dannelse, har ofte betjent sig af lignende vendinger. Det vil derfor nok være vanskeligt at føre udtrykket tilbage til en bestemt person. Men at det har haft en vis udbredelse, er der ikke tvivl om.

Uddybning:

Det er lykkedes os at spore udtrykket tilbage til begyndelsen af 1930'erne. I første omgang fandt vi det i vores citatsamling i en anmeldelse af maleren Mogens Andersens (f. 1916) erindringsbog fra 1976, der har titlen "Nødigt, men dog gerne". En ældre kollega, der har været skolekammerat med Mogens Andersen, huskede at han havde været nært knyttet til historikeren Th.A. Müller, som var lektor ved Sankt Jørgens Gymnasium 1919-1933, hvor han underviste i dansk, historie og oldtidskundskab og var Mogens Andersens lærer.

Slår man nu Th.A. Müller op i Dansk Biografisk Leksikon, vil man se at Mogens Andersens erindringsbog er opført i listen over litteratur hvori Th. A. Müller er behandlet. Og det fremgår af erindringsbogen, hvoraf et helt kapitel er viet "Th. A. Müller" (s. 99-105), at han har brugt udtrykket "nødigt, men dog gerne" ved en bestemt lejlighed. Mogens Andersen fortæller at Th.A. Müller den sidste skoledag - det var i sommeren 1933 - inviterede ham til frokost hos Josty i Frederiksberg Have. De skulle "fejre, at du nu er færdig med de slemme mennesker" (s.102). Th.A. Müller bestilte fadøl, "Tjeneren meddelte, at der ikke var fadøl og spurgte, om det måtte være flaske. "Nødigt, men dog gerne," var Müllers orakelsvar. Tjeneren havde svært ved at fatte det" (s. 103).

Th.A. Müller var fra 1925 censor ved embedseksamen i historie. Om udtrykket nødigt, men dog gerne var et han ofte brugte, om det i det hele taget var udbredt blandt universitetsfolkene dengang, ved vi ikke. Men min mor, der er kandidat (historie og dansk) fra 1934, er ofte vendt tilbage til en erindring om professor Vilhelm Andersen fra sit eksamenssemester. Da hun skulle skrive listen over sine eksamensopgivelser i litteratur, var hun nødt til i nogle tilfælde at opgive værkerne i Dansklærerforeningens udgave. Disse udgaver nød ringe prestige blandt universitetslærerne, der anså dem for at være mindre videnskabelige og foretrak at kandidaterne læste og opgav værkerne efter videnskabelige udgaver. Da det imidlertid også forlangtes af kandidaterne at de selv medbragte de værker og tekster de opgav, til den mundtlige eksamination, og et studenterbudget sjældent tillod kandidaten at købe bøgerne i de videnskabelige udgaver, så måtte min mor med en vis ængstelse forelægge professoren en liste der røbede at en del værker var læst efter Dansklærerforeningens udgaver. På hendes forsigtige spørgsmål om om professoren tillod at hun opgav disse som læst efter Dansklærerforeningens udgave, svarede Vilhelm Andersen: "Nødigt, men dog gerne".

Så langt er Sprognævnet i stand til at føre udtrykket tilbage. Men vi har ingen tiltro til at Vilhelm Andersen eller Th.A. Müller skulle være dets eneste ophavsmand.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 28.04.2015.