Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet triumfalisme
 

 

triumfalisme

Findes ordet triumfalisme i dansk, og hvad betyder det?
Nyt fra Sprognævnet, 2006/3, 01.09.2006.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Findes ordet triumfalisme i dansk, og hvad betyder det?

UdråbstegnSvar:

Ordet står ikke i vores ordbøger, og vi har heller ikke fundet det i InfoMedia. I B. Kjærulff Nielsen: Engelsk-Dansk Ordbog, 6. udg., 1998, er ordet betegnet som "religiøst" og forklaret som 'den doktrin at en bestemt troslære er evig og uforgængelig'. Men i The New Oxford Dictionary of English, 1998, forklares triumphalism, der er et udpræget minusord på engelsk, (i dansk oversættelse) som 'overdreven triumf over egen succes eller præstation (især benyttet i en politisk kontekst)'. The New Oxford Dictionary anfører eksemplet an air of triumphalism reigns in his administration.

Uddybning:

Sprognævnet har et enkelt dansk citat med ordets politiske betydning: den triumfalisme som præger … Nato [dvs. efter at Warszawapagten er ophørt] (Radioavisen, kl. 18, 1.6.1991), og et enkelt på det tilsvarende adjektiv (tillægsord) triumfalistisk: den triumfalistiske tolkning af demokratiets, antisemitismens og rettens sejr (om den dom for spionage der i 1894 blev fældet over den franske officer Dreyfus der var jøde) (Information 28.2.1994). I øvrigt har vi citater på tysk og svensk: "Kristen triumfalism, som så länge har belastat de kristnes förhållande till juderna … Med triumfalism förstår vi en känsla av överlägsenhet, med vilken man jämför den egna religionens ideal med den andras historiska verklighet (Nordisk Judaistik, 1991, nr. 2, oversat fra tysk)" Det kunne således se ud som om der er tale om en anglicisme i ny brug.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 28.04.2015.