Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet flertal af qivittoq
 

 

flertal af qivittoq

Hvordan skriver man qivittoq i flertal? Er det qivittoqqer, qivittoq’er eller qivittokker?
af Ida Elisabeth Mørch, Nyt fra Sprognævnet, 2007/1, 01.03.2007.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Hvordan skriver man qivittoq i flertal? Er det qivittoqqer, qivittoq’er eller qivittokker?

UdråbstegnSvar:

Det grønlandske ord qivittoq betyder fjeldgænger, dvs. en person der enten følte sig krænket eller skuffet og derfor valgte at leve en eneboertilværelse i fjeldhuler; forbindes med overnaturlige evner og hændelser (Den Store Danske Encyklopædi). Ordet har en meget fremmed stavemåde for danske ord idet det slutter på q (det er der ingen andre ord i Retskrivningsordbogen der gør). Ordet er desuden ikke særlig hyppigt i dansk, og Sprognævnet anbefaler at man bruger det som et citatord med den grønlandske stavemåde qivittoq. Flertalsformen bliver qivittoqqer.

Der findes ikke en fast skrivemåde af ordet på dansk, der er uenighed om antallet af t’er, og slet ikke en etableret flertalsform. Dansk Fremmedordbog har qivitoq ’en fjeldgænger; selvmorder’ fra grønlandsk qivittoq. Stavemåden med et t stammer fra tiden før den grønlandske retskrivningsreform i 1973, og det var sådan ordet blev stavet i filmtitlen på Erik Ballings filmsucces Qivitoq fra 1956. Den Store Danske Encyklopædi har staveformen qivittoq som svarer til den nuværende grønlandske retskrivning.

Uddybning:

Der findes en lille håndfuld lignende grønlandske ord indlånt i dansk. Det drejer sig om nunatak, tupilak, anorak og kajak. Som det ses, ender alle disse på –k på dansk, men oprindeligt er der to af disse der på grønlandsk ender på –k, nunatak og tupilak, og to der ender på –q, anorak og kajak. Den gennemførte fordanskning af q til k taler for at hvis ordet qivittoq får en større udbredelse i dansk, skal den fordanskede skrivemåde af qivittoq være kivitok.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 21.04.2015.