Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet snabelfløjte
 

 

snabelfløjte

Hvad kalder man de papirsfløjter som man fx køber til nytår og blæser i så de folder sig ud som en snabel og giver en fløjtende lyd?
Nyt fra Sprognævnet, 2007/1, 01.03.2007.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Hvad kalder man de papirsfløjter som man fx køber til nytår og blæser i så de folder sig ud som en snabel og giver en fløjtende lyd?

UdråbstegnSvar:

De kan kaldes rysler, og dette ord blev optaget i Retskrivningsordbogen, 1. udg., 1986, og har stået der siden. I øvrigt har det næppe nogensinde haft større udbredelse. Da vi i 1975 blev gjort opmærksom på at ordet var brugt i dansk (af butikskæden Irma), konstaterede vi at det kun havde fundet vej til ganske få ordbøger: Det var optaget i Kjærulff Nielsen: Engelsk-dansk ordbog, 1964, som oversættelse af det engelske substantiv (navneord) blowout, hvor det også står i den seneste udg, 1999, med kommentaren "art legetøj til at puste ud", og i Vinterberg og Bodelsen: Dansk-Engelsk Ordbog, 1966, ligeledes i den seneste, 4. udg., 1998, hvor der står rysler 'spøg og skæmt-artikel' blowout. Men ordet har aldrig stået i dansk-danske betydningsordøger skønt det bruges den dag i dag.

Uddybning:

Norsk Riksmålsordbok har derimod ordet med og oplyser at det svarer til tysk rüssler, Rüssel, der betyder ’snabel’. Ordet ryssel har som sagt stået i Retskrivningsordbogen siden 1. udgave, 1986. I Ordbog over det danske Sprog, bd. 17, der rummer bogstavet r-, finder man det ikke, men i ODS-Supplement står ordet Ryssel (bd. 6), og betydning 2 angives som ’legetøjsartikel i form af en aflang smal pose af tyndt, farvestrålende papir, holdt sammenrullet ved en indlagt fjeder og forsynet med et mundstykke som man kan blæse i for at få posen til at folde sig ud som en elefantsnabel; papirfløjte’. Det oplyses at ordet stammer fra tysk rüssel. Det første citat der bringes, stammer fra Politiken 1941, og det er nok forklaringen på at man ikke finder opslagsordet i ODS, hvis bind 17 er fra 1938/39.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 05.12.2014.