Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet fager/favr
 

 

fager/favr

På dansk har vi et lidt gammeldags ord fager som man tidligere brugte til at beskrive smukke landskaber og skønne ungmøer. Hvorfor skifter det stavemåde når det bruges i salmebogen, fx hos Ingemann ”Nu titte til hinanden de favre blomster små”, ”Gennem de favre riger på jorden”. Skyldes det digterens rent personlige måde at stave på?
Nyt fra Sprognævnet, 2007/1, 01.03.2007.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

På dansk har vi et lidt gammeldags ord fager som man tidligere brugte til at beskrive smukke landskaber og skønne ungmøer. Hvorfor skifter det stavemåde når det bruges i salmebogen, fx hos Ingemann ”Nu titte til hinanden de favre blomster små”, ”Gennem de favre riger på jorden”. Skyldes det digterens rent personlige måde at stave på?

UdråbstegnSvar:

Ordet fager er et gammelt nordisk ord. I de middelalderlige danske håndskrifter blev det bl.a. skrevet faghær og faffuer, begge skrivemåder signalerer en udtale med såkaldt blødt g eller med diftong. Det fremgår af Ordbog over det danske Sprog, bd. 4, 1922, at dette er den oprindelige form: ”formen fager er i modsætning til favr en litterær form der trænger frem i det 19. århundrede, den har nu [dvs. 1922] et lidt højtideligere præg end favr”. Endnu i Retskrivningesordbog, 1955, udgivet af Dansk Sprognævn, var både fager og favr officielle ordformer. Først med Retskrivningsordbogen, 1986, blev fager eneste officielle form.

I den første officielle danske retskrivningsordbog, Svend Grundtvig: Dansk Haandordbog, 1872, findes begge former, og i 2.-udgaven, der er fra 1880, er fager betegnet som ”digterisk”. Man må heraf slutte at fager allerede på dette tidspunkt har haft samme status som i 1922.

Ordet har i overensstemmelse med de to stavemåder to udtaler, en nyere tostavelsesudtale med blødt g, som vi fx kender fra Johannes V. Jensens Hvor smiler fager den danske kyst, 1925, og en ældre enstavelsesudtale med diftong. I Den Store Danske Udtaleordbog, 1991, findes den gamle udtale med udtaleangivelsen fauer, men den er betegnet som ”især spøgende, sjældent”. Hovedudtalen er angivet som fa¡er, altså i to stavelser og med en j-lignende konsonant. Denne udtale er en videreudvikling af udtalen med ”blødt” g, den må i sin oprindelse betragtes som en skriftsprogsudtale. Ordet er efterhånden kun litterært, og den oprindelige udtale – og nu også stavning – er gået mere eller mindre tabt, hvad der bl.a kan skyldes at man i dansk udtale ikke kan have ord der ender på -gr eller -vr. Her er det nødvendigt at indsætte en såkaldt støttevokal.. Men på Ingemanns tid har udtalen med diftong og den tilsvarende stavemåde favr utvivlsomt været den almindeligste.

Uddybning:

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 05.12.2014.