Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet ganske vist
 

 

ganske vist

Jeg har boet i udlandet en del år, men har søgt at holde mit danske ved lige, og jeg var ked af at jeg var den eneste deltager i en oversættelsesøvelse der fandt placeringen af ganske vist en anelse forkert i følgende sætning oversat fra engelsk: Det kunne ingen ganske vist se dagen derpå. Jeg ville have oversat den ukendte originaltekst til: Det var der ganske vist ingen der kunne se dagen derpå.
Nyt fra Sprognævnet, 1999/4, 01.12.1999.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Jeg har boet i udlandet en del år, men har søgt at holde mit danske ved lige, og jeg var ked af at jeg var den eneste deltager i en oversættelsesøvelse der fandt placeringen af ganske vist en anelse forkert i følgende sætning oversat fra engelsk: Det kunne ingen ganske vist se dagen derpå. Jeg ville have oversat den ukendte originaltekst til: Det var der ganske vist ingen der kunne se dagen derpå.

UdråbstegnSvar:

Udtrykket ganske vist placeret inde i en sætnings kerne er et modificerende udtryk. Den der bruger det, vil i reglen udtrykke et vist forbehold over for noget der lige er udtrykt. Ordbog over det Danske Sprog, bd. 27, 1954, formulerer det således: '(især med følgende men) angivende en indrømmelse (over for en tænkt indvending)'.

Uddybning:

I den foreliggende sætning er objektet det skudt frem i spidsen af sætningen. Efter almindelige danske ordstillingsregler vil man da få ledfølgen objekt - finit verbum - subjekt - sætningsadverbial, dvs. Det kunne ingen ganske vist se dagen derpå. Dette er korrekt dansk, men en meget pointeret stil. Ofte vil man foretrække at kløve en sådan sætning til to: Det var der ganske vist ingen der kunne se dagen derpå. Grunden er at man nødig har et negativt subjekt som ingen eller et ubestemt subjekt, fx nogle, stående på subjektpladsen; de skal helst rykke længere hen i sætningen, fx ved at man kløver sætningen og lader der som foreløbigt subjekt indtage subjektpladsen: Det var der ganske vist ingen der kunne se dagen derpå eller: Det var der ganske vist nogle der kunne se dagen derpå. Derimod vil en ikkekløvet sætning være ganske naturligt sprog når den har et subjekt der ikke er negativt eller ubestemt: Det kunne alle ganske vist se dagen derpå.

Deres løsning Det var der ganske vist ingen der kunne se dagen derpå, er således den mest upåfaldende sprogbrug, men om man foretrækker den ene ordstilling frem for den anden, kommer jo an på om stilen i det engelske forlæg er pointeret eller neutral.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 01.12.2014.