Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet interessent
 

 

interessent

I en rapport fra en studerende har jeg set ordet interessent brugt i betydningen 'sådanne som har interesse i en sag'. Er det en korrekt anvendelse af dette ord?
Nyt fra Sprognævnet, 1999/3, 01.09.1999.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

I en rapport fra en studerende har jeg set ordet interessent brugt i betydningen 'sådanne som har interesse i en sag'. Er det en korrekt anvendelse af dette ord?

UdråbstegnSvar:

Ordet interessent er i samtlige for os tilgængelige fremmedordbøger defineret som 'deltager i et interessentskab'. Ordet interessentskab defineres som 'forening af to eller flere der ved indskud af kapital og/eller arbejde virker for fremme af den fælles økonomi' (Munksgaard: Fremmedordbog 1997).

Uddybning:

Vi har i vores citatsamling et enkelt eksempel på at substantivet interessent er brugt i betydningen 'en der er interesseret i noget', men sat i anførselstegn, så man forstår at sprogbrugen er spøgefuldt ment: "Hvis man efter kurset har fået blod på tanden, kan "interessenterne" fortsætte i bridgeklubben (Odsherredskysten 15.8.1990)" Denne sprogbrug må frarådes i mere seriøse sammenhænge. I stedet kan man tale om de interesserede eller eventuelt interessehaverne eller de interessehavende. Men vi vil nu anbefale de der er interesserede eller de interesserede.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 01.12.2014.