Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet terminere
 

 

terminere

Vi er i forbindelse med en skriftlig opgave stødt på ordet terminere i forbindelsen projekt A har TERMINERET projekt B. Findes dette ord på dansk, eller er det en fordanskning af et udenlandsk ord som man lige så godt kunne have fundet en dansk betegnelse for? Betyder ordet 'afslutte', 'afløse'? Hvilket dansk afløsningsord kunne I foreslå?
af Margrethe Heidemann Andersen, Nyt fra Sprognævnet, 1998/3, 01.09.1998.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Vi er i forbindelse med en skriftlig opgave stødt på ordet terminere i forbindelsen projekt A har TERMINERET projekt B. Findes dette ord på dansk, eller er det en fordanskning af et udenlandsk ord som man lige så godt kunne have fundet en dansk betegnelse for? Betyder ordet 'afslutte', 'afløse'? Hvilket dansk afløsningsord kunne I foreslå?

UdråbstegnSvar:

Terminere er et ret sjældent fremmedord. Den eneste ordbog som vi har fundet ordet i, er Meyers Fremmedordbog (8. udg., 1924). Ifølge denne ordbog betyder terminere 'begrænse, fastsætte; ende, slutte med'. Vi har i vores samlinger tre belæg på ordet. Alle tre belæg angiver betydningen 'afslutte, gøre en ende på, udrydde', hvilket også er blandt de betydninger som man kan finde i B. Kjærulff Nielsen: Engelsk-Dansk Ordbog (1995) under opslagsordet terminate. Med andre ord har vi ikke nogen belæg på terminere i betydningen 'begrænse, fastsætte' som anført i Meyers Fremmedordbog. Vi har heller ikke nogen belæg på at terminere kan betyde 'afløse'.

Uddybning:

Vi har lidt svært ved at give jer et erstatningsord for terminere da vi ikke kender hele den sammenhæng som ordet forekommer i. Men der er nok ingen tvivl om at terminere i nutidig sprogbrug oftest bliver brugt i den oprindeligt engelske betydning 'afslutte, gøre en ende på, udrydde', og at der er tale om et ord som er på vej frem i dansk. Det skyldes nok ikke mindst amerikanske actionfilm som "Terminator".

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 30.03.2016 af Ida Elisabeth Mørch.