Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet ekspandat
 

 

ekspandat

Hvorledes vil man betegne et produkt der er fremkommet ved ekspandering under anvendelse af en ekspander?
Nyt fra Sprognævnet, 1998/2, 01.06.1998.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Hvorledes vil man betegne et produkt der er fremkommet ved ekspandering under anvendelse af en ekspander?

UdråbstegnSvar:

Vi kender bedst ordet ekspander i betydningen 'træningsapparat til brug ved muskeltræning', altså i forbindelse med bodybuilding, men har også kendskab til anvendelsen inden for elektronik med betydningen 'kredsløb som kan udvide et lydniveau', og vi har et par eksempler fra radiobranchen, således fx "Speciel kortbølge "ekspander", som giver en knivskarp indstilling" (Lyngby-Taarbæk Bladet 7.9.1967).

Uddybning:

Vi har også en del eksempler på konkrete produkter som formentlig er fremstillet vha. en eller anden form for ekspander; de kaldes alle ekspanderet xx, fx "ekspanderet polystyren" (Børsen 5.8.1963) om en emballageform til forsendelse af vin, "ekspanderet majs og korn", "ekspanderet ris" og "granulater af ekspanderet glas" (alle tre eksempler fra Registreringstidende, hhv. 9.3.1966, 7.4.1967 og 2.6.1976).

Skal man finde en mere abstrakt samlebetegnelse for sådanne produkter, melder sig uvilkårligt muligheden ekspandat; suffikset (afledningsendelsen) -at, der stammer fra latin -atus, har været i brug i dansk gennem århundreder i substantiver (navneord), herunder i substantiver dannet af adjektiver (tillægsord). I dag er endelsen særlig produktiv i kemiske navne på salte, fx karbonat, sulfat, fosfat. På andre områder kender vi den både i afledninger af verber (udsagnsord), således internat til internere, diktat til diktere, fabrikat til fabrikere, og i afledninger af substantiver, fx defensorat til defensor.

Ud fra en rent historisk betragtning burde det snarest hedde ekspansat, hvad folk med klassisk baggrund nok ville foretrække. Men som det er fremgået, er ekspandat altså den form der passer bedst med nutidig dansk orddannelse.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 12.01.2015 af Ida Elisabeth Mørch.