Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet halsedisse
 

 

halsedisse

Er ordet halsedisse et dialektord der ikke kan bruges i rigsdansk, og hvordan er det dannet?
Nyt fra Sprognævnet, 1998/1, 01.03.1998.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Er ordet halsedisse et dialektord der ikke kan bruges i rigsdansk, og hvordan er det dannet?

UdråbstegnSvar:

Ordet er ikke optaget i nogen os bekendt ordbog. Men Sprognævnet har oplysninger om at det har eksisteret helt tilbage i 1950'erne, hvor soldaterne efter sigende var forsynet med halsedisser.

Uddybning:

Vores tidligste citat med ordet stammer fra dagbladene Politiken og Berlingske Tidende. I Politiken havde en nyhedsartikel overskriften Kvinde kvalt i "halsdisse" (15.2.1966), og i Berlingske Tidende stod der samme dag:"Fru Maja Hansen blev fundet død på badeværelset hængende i en såkaldt halsdisse - et tørklæde, der er rundstrikket og altså ikke skal knyttes (Berlingske Tidende)." Anførselstegnene omkring ordet i overskriften i Politiken samt formuleringen en såkaldt halsdisse og den tilføjede definition i Berlingske Tidende tyder på at ordet har været følt som relativt nyt og ukendt i 60'erne.

Det findes både i formen halsdisse og i formen halsedisse. Det er sikkert dannet i lighed med muffedise, der altså staves med enkelt -s- i Retskrivningsordbogen, 1996.

Man kan næppe betegne ordet som dialektalt, og Sprognævnet overvejer at optage det i næste udgave af Retskrivningsordbogen.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 01.12.2014.