Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet Kosovo el. Kosova
 

 

Kosovo el. Kosova

I aviserne og i nyhedsudsendelserne i radio og tv ser/hører man ofte den tidligere jugoslaviske provins Kosovo omtalt som Kosova. Hvor stammer det nye navn fra, og hvilket af de to navne er det mest korrekte?
af Jørgen Schack, Nyt fra Sprognævnet, 1993/3, 01.09.1993.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

I aviserne og i nyhedsudsendelserne i radio og tv ser/hører man ofte den tidligere jugoslaviske provins Kosovo omtalt som Kosova. Hvor stammer det nye navn fra, og hvilket af de to navne er det mest korrekte?

UdråbstegnSvar:

Det er rigtigt at Kosova har vundet en vis udbredelse i medierne. Betegnelsen Kosova, der udtales "kåva", er den der bruges af den albanske del af befolkningen i den tidligere selvstyrende jugoslaviske provins. Cirka 90 % af indbyggerne i provinsen er albanere, og albansk blev indtil 1989 brugt som administrationssprog. Provinsen blev i 1989 frataget sit selvstyre, og administrationssproget er nu serbisk. Det albanske Kosova er et indlån fra serbisk Kosovo, som altså er det oprindelige navn.

Det er vanskeligt at afgøre hvilket navn der skal betragtes som det mest korrekte i dansk. Kosova er som nævnt på vej ind i dansk, og det er ikke utænkeligt at det om nogle år vil være det almindeligt brugte navn herhjemme. Indtil videre vil det dog nok være mest hensigtsmæssigt at bruge formen Kosovo, der indtil for få år siden var enerådende i dansk sprogbrug. I særlige tilfælde kan det imidlertid være rimeligt at bruge den albanske navneform, fx i tekster der hovedsagelig angår albanske forhold, fx albansk sprog og kultur.

Uddybning:

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 30.03.2016 af Ida Elisabeth Mørch.