Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet arbejdsgruppe og projektgruppe
 

 

arbejdsgruppe og projektgruppe

Vi har i vores chefgruppe her på rådhuset vedtaget at alle nye projekter skal forelægges chefgruppen før der nedsættes projektgrupper. Efterfølgende har vi så drøftet hvad ordet projektgruppe dækker, idet ordet arbejdsgruppe også kom ind i billedet.Flertallets umiddelbare mening er at en projektgruppe har et klart fastsat kommissorium og et ubestemt mål, mens en arbejdsgruppe også har et klart fastsat kommissorium (måske endda mere klart end en projektgruppes!) og et bestemt mål.Vi vil gerne høre om Sprognævnet har taget stilling til en definition af begreberne projektgruppe og arbejdsgruppe.
Nyt fra Sprognævnet, 1992/2, 01.06.1992.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Vi har i vores chefgruppe her på rådhuset vedtaget at alle nye projekter skal forelægges chefgruppen før der nedsættes projektgrupper. Efterfølgende har vi så drøftet hvad ordet projektgruppe dækker, idet ordet arbejdsgruppe også kom ind i billedet.

Flertallets umiddelbare mening er at en projektgruppe har et klart fastsat kommissorium og et ubestemt mål, mens en arbejdsgruppe også har et klart fastsat kommissorium (måske endda mere klart end en projektgruppes!) og et bestemt mål.

Vi vil gerne høre om Sprognævnet har taget stilling til en definition af begreberne projektgruppe og arbejdsgruppe.

UdråbstegnSvar:

Der findes ikke nogen "autoriseret sprognævnsdefinition" af hvad de to ord dækker (lige så lidt som der findes den slags definitioner af andre ord). Men vi har i vores samling af udklip fra aviser mv. eksempler på brugen af ordene der kan vise noget om hvordan ordene faktisk bruges.

Vores materiale tyder på at det er arbejdsgruppe der er det almindeligste af ordene - det er i hvert fald det vi har flest eksempler med. Det er endvidere vores indtryk at arbejdsgruppe kan bruges om stort set enhver gruppe som i fællesskab skal løse en eller flere opgaver. Det gælder hvad enten det drejer sig om en begrænset opgave med et stærkt forudsigeligt resultat (vel svarende til "et bestemt mål" i Deres brev) eller om en større opgave med en højere grad af usikkerhed i resultatet ("et ubestemt mål").

Hvad derimod ordet projektgruppe angår, så forudsætter det normalt at der er tale om én bestemt opgave, og at den opgave der er tale om, er af en vis størrelse eller et vist format, ofte også at den ligger på et relativt idémæssigt plan, så at udfaldet af gruppens arbejde kan vise sig at afvige en del fra det man oprindelig havde ventet.

Groft sagt kan man sige at enhver projektgruppe også vil kunne kaldes arbejdsgruppe, mens det ikke er enhver arbejdsgruppe der også kan kaldes for projektgruppe.

Uddybning:

Om man i øvrigt vil foretrække at kalde en gruppe med et bestemt kommissorium for en arbejdsgruppe eller en projektgruppe, hænger også sammen med de associationer der er knyttet til de to ord (og til ordene arbejde og projekt). Nogle vil således foretrække ordet arbejdsgruppe for at give indtryk af at der er tale om noget solidt, om en gruppe der virkelig bestiller noget. De vil så undgå ordet projektgruppe for at undgå de bitoner af noget modepræget eller luftigt der kan ligge i det ord. Og omvendt vil andre foretrække ordet projektgruppe fordi det lyder relativt stort og ambitiøst og giver indtryk af visioner og kreativitet mv. De vil så undgå ordet arbejdsgruppe fordi det kan lyde lovlig jævnt og jordbundent.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 21.04.2015.

Disse artikler kunne måske også have interesse