Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet genitiv
 

 

genitiv

Det er meget forskelligt hvordan folk skriver genitiv. Nogle gange er det med apostrof + s, fx Jan's Bodega, andre gange er s'et bare sat direkte på ordet. Hvad er det korrekte?
af Anita Ågerup Jervelund, Dansk Sprognævns svarbase, 08.05.2006.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Det er meget forskelligt hvordan folk skriver genitiv. Nogle gange er det med apostrof + s, fx Jan's Bodega, andre gange er s'et bare sat direkte på ordet. Hvad er det korrekte?

UdråbstegnSvar:

Reglerne for genitiv er forklaret i Retskrivningsordbogen 4. udg., 2012 § 21. Hovedreglen er at genitiv-s sættes direkte på et ord - uden brug af apostrof: Danmarks nationalsang, Peters fødselsdag, mors hjemmebag, døgnets timer - og Jans Bodega.

Uddybning:

Ord der ender på -s, -z eller -x har genitiv på apostrof: dette hus' indretning, Jens' arbejde, Alex' bil, Schweiz' skisportssteder, Bordeaux' vine.

Forkortelser der ender på forkortelsespunktum, har genitiv på -s: en cand.mag.s beskæftigelsesmuligheder, Kbh.s gader, Margrethe 2.s regeringstid.

Forkortelser der skrives uden forkortelsespunktum, har genitiv på apostrof + s: USA's præsident, EU's lagre, tv's sendetider. Når sådanne forkortelser kan udtales som rigtige ord, er det også tilladt at sætte -s direkte på forkortelsen: UNICEF's el. UNICEFs julekort, en cd-rom's el. en cd-roms kapacitet.

For forkortelser der ender på -s, -z eller -x, gælder den samme regel som for hele ord der ender på disse bogstaver. De har altså genitiv på apostrof: SAS' personale, Føtex' kundekreds, Jensen A/S' overskud.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 10.05.2013 af Ida Elisabeth Mørch.