Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet der el. som
 

 

der el. som

Jeg er tit i tvivl om man efter fx personer skal skrive der eller som: de personer som kom til mødet .. eller de personer der kom til mødet ... Det samme gælder efter lærere, deltagere osv.
af Anita Ågerup Jervelund, Dansk Sprognævns svarbase, 08.05.2006.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Jeg er tit i tvivl om man efter fx personer skal skrive der eller som: de personer som kom til mødet .. eller de personer der kom til mødet ... Det samme gælder efter lærere, deltagere osv.

UdråbstegnSvar:

Du kan bruge både som og der i den sætning du nævner. Det er underordnet om der er tale ompersoner, lærere,deltagere eller noget helt andet. Om det er levende væsener eller døde ting, spiller altså ingen rolle. Det der er afgørende, er at som/der er subjekt (grundled) i ledsætningen, og det er derfor man kan vælge mellem de to ord. I en sådan sætning giver det ingen betydningsforskel om man bruger som eller der, men der er en stilistisk forskel. Ordet der virker som regel lidt mere mundret end som.

Uddybning:

Når leddet er andet end subjekt, kan man kun bruge som, fx her er den reol som vi vil købe og den film som jeg fortalte dig om, kommer i fjernsynet i aften. Dette som kan ofte udelades uden at det giver nogen betydningsforskel: her er den reol vi vil købe. Det er især i talesprog og i uhøjtideligt skriftsprog man udelader som.

Også efter en sideordningskonjunktion, fx og, kan man kun bruge som, også selvom som er subjekt i ledsætningen: har du set den film der/som går i biografen og som har fået utrolig gode anmeldelser?

Du kan læse mere om som/der i Henrik Galberg Jacobsen og Peter Stray Jørgensen: Håndbog i Nudansk, 6. udg., 2013, s. 129-130.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 12.01.2015 af Ida Elisabeth Mørch.