Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Svar fra Sprognævnet på grund af at og fordi at
 

 

på grund af at og fordi at

Kan I ikke afgøre en dyst mellem min far og mig? Min far mener at man sagtens kan sige på grund af at, men jeg mener nu at det er lige så galt som at sige fordi at. Hvem har ret?
af Rikke Dybdahl Harpsøe, Nyt fra Sprognævnet, 2009/3, 01.09.2009.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Kan I ikke afgøre en dyst mellem min far og mig? Min far mener at man sagtens kan sige på grund af at, men jeg mener nu at det er lige så galt som at sige fordi at. Hvem har ret?

UdråbstegnSvar:

Det har din far. Fordi betyder if. Politikens Nudansk Ordbog med etymologi (3. udg., 2005) ’eftersom, da, idet, når, siden, i og med, efterdi, såsom, desformedelst’ og bruges som indledning til en ledsætning der udtrykker en grund eller årsag, fx hun gik tidligt hjem fordi hun var træt. Ordbog over det danske Sprog (bd. 7, 1925) oplyser at ordforbindelsen på grund af bruges som en slags præposition i betydningen ’som følge af, desformedelst’, fx Riget (befandt) sig i en Opløsningstilstand paa Grund af Oprør. Derudover oplyses det at på grund af også kan bruges (dog sjældnere) i forbindelse med et efterfølgende at som en slags konjunktion og da betyder ’fordi’, fx Da Ministeriet i 1870 gik af … var det mere paa Grund af, at det var træt af Dage, end fordi det manglede den tilstrækkelige Støtte i Rigsdagen.

En søgning på infomedia – en stor dansk artikeldatabase – viser at på grund af at bruges i 1279 artikler fra oktober 2007 til oktober 2008, mens fordi at til sammenligning bruges i 3699 artikler. Om brugen af fordi at kan det i øvrigt oplyses at det er så udbredt i talesproget at næsten ingen kan sige sig fri for at bruge det.

Det forholder sig sådan at fordi at er det oprindelige. Siden middelalderen har der været en tendens til at ville opfatte fordi som en konjunktion, men traditionelt er der tale om et adverbium (med betydningen ’af den grund’) der sammen med at har optrådt som konjunktion på lige fod med fx så at, uden at osv. Vi ser da også fordi at brugt hos flere af de store klassiske forfattere som fx Kingo og H.C. Andersen. Grunden til at fordi at i dag af mange betragtes som forkert, er en kombination af at man netop opfatter fordi som en konjunktion, og det faktum at der er en regel der siger at vi ikke kan have at efter konjunktioner (fx når og hvis). Det anbefales derfor at man udelader at i skriftsproget hvis man ikke ønsker at læserens opmærksomhed ledes væk fra budskabet i det skrevne.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 28.04.2015.