Flakon

af Henrik Andersson, Politiken, 9. januar 2008
af Henrik Andersson, Politiken, 9. januar 2008

Knud Hegnet, Kalundborg, har et spørgsmål om ordet flakon. Han skriver: »Overalt, hvor jeg slår ordet op (Den Danske Ordbog, ODS m.m.), er flakon defineret som en lille flaske specielt til parfume. Men min mor hæklede flakoner, dvs. små servietter eller underlag for vaser eller lignende. Først troede jeg, at det var dialekt – jeg kommer fra Salling oppe i Limfjorden – men så hørte jeg en mand fra Sjælland hævde det samme, og da jeg så slog flakon op på Google, var der flere eksempler på denne brug af ordet. Hvad mener I? Hvorfor er ordbøgerne helt tavse om den alternative betydning?«.

Ordbøgerne er nu ikke helt tavse desangående, for betydningen er faktisk beskrevet i ODS, men den kom først med i et supplementsbind.

Her forklares det, at denne brug af flakon er en afkortning af flakonbakke, der er kendt fra 1913 og defineres som ’lille rund eller firkantet serviet, ofte hæklet, kniplet eller broderet, til at stille vase eller nipsting og lignende på’.

ODS-supplementet henviser til et ældre, betydningsmæssigt beslægtet ord lampebakke ’underlag, især lille lysedug til at lægge under en lampe’ (ældste belæg 1858).

Knud Hegnet har ret i, at denne brug af flakon ikke er dialektpræget, men tilhører rigssproget. ODS-supplementets materiale til dokumentation af betydningen ’flakonbakke’ har været så spinkelt, at redaktionen som eksempel nr. 2 måtte ty til en kilde fra 1978, skønt ordbogen kun skal dække sproget indtil ca. 1950.

Det ældste belæg er fundet i et nummer af ugebladet Alt for Damerne fra 1952, men ordet kan sagtens være kommet ind i dansk en del år før. At der er tale om en ikke helt almindelig brug af ordet, fremgår af gåseøjnene i eksemplet, der lyder: »Man kan stille vaserne på en ’flakon’ eller bastbrik«.

Når Den Danske Ordbog ikke har flakon i betydningen ’flakonbakke’ med, skyldes det, at brugen ikke har kunnet dokumenteres i den 40 mio. ord store elektroniske tekstsamling, der har dannet basis for ordbogen.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sprogligt" blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Læs hele artiklen