Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogligt — Politikens sprogklumme Springe og sprænge
 

 

Springe og sprænge

af Lars Trap-Jensen, Politiken, 5. december 2007

Springe og sprænge

Hans Johansen, Århus, har under valgkampen læst en artikel her i Politiken, hvori det hedder, at »regeringen sprang en regulær bombe« ved at bebude, at kommunernes økonomi fredes i 2008. Nu vil han gerne vide, om han er ude på det sproglige overdrev, hvis han betvivler det korrekte i formuleringen. Nej, bestemt ikke; det er nok snarere journalisten, der har haft travlt og er kommet til at forveksle to ord, der ligner hinanden.

Både springe og sprænge bruges i forbindelse med bomber, hvad enten det drejer sig om rigtige bomber eller om de billedlige, som man kan komme ud for under en valgkamp. Springe betyder det samme som ‘eksplodere’; derfor er det bomben, der springer. Sprænge bruges om den person, der får bomben til at eksplodere. Journalisten skulle derfor have skrevet, at regeringen sprængte en regulær bombe.

På dansk findes der en håndfuld ordpar, der opfører sig på samme måde som springe/sprænge : ligge/lægge, sidde/sætte, stå/stille, synke/sænke og våge (i den nu sjældne betydning ‘være vågen’)/vække. Det første ord i parret betegner en tilstand eller begivenhed og knytter kun et enkelt navneord til sig, nemlig grundleddet for udsagnsordet. Man siger, at de er intransitive. Det andet ord betegner en handling og kræver to navneord: den, der handler, og den, handlingen er rettet mod. Den slags ord kalder man transitive. I dette tilfælde udgør ordene endda en særlig undergruppe, som kaldes kausative : Grundleddet for det sidste ord i parret er med sin handling årsag til, at det intransitive udsagn træder i kraft: Hvis jeg lægger kniven på bordet, får jeg med min handling kniven til at ligge der. Og hvis en terrorist sprænger en bombe, får han den til at springe.

Fordi ordene minder meget om hinanden i både form og indhold, hænder det, at de forveksles. Mange, også sikre sprogbrugere, har nok oplevet, at de er nødt til at tænke sig om en ekstra gang for at vælge det rette ord. Og er der tilstrækkelig mange, der har svært ved at skelne mellem formerne, risikerer man, at forskellen forsvinder. Et eksempel på det er parret ryge/røge. Det er ikke mange, der i dag vil fastholde, at de røger tobak, men sådan sagde man altså engang. Og måske er det samme på vej til at ske for et ord som hænge. Det ligner de nævnte ordpar, bortset fra at man ikke kan se forskellen i navnemåde; den kommer først frem, når ordet bøjes i datid. Der er sikkert mange, der har lært, at når man hængte frakken på knagen, så hang den der. Men officielt er det ikke længere helt sådan. Den transitive sætning kan stadig kun hedde hængte, men i intransitiv brug har det siden 1986-udgaven af Retskrivningsordbogen været officielt valgfrit, om man vil skrive ’frakken hang på knagen’ eller ’frakken hængte på knagen’.

Ud over de nævnte ordpar, som der altså kun er ganske få af, findes der en række ord, som opfører sig på samme måde, ved at de kan bruges både intransitivt og transitivt. De skifter bare ikke form. Man kan trille en bold, hvorefter bolden triller. Eller man kan koge ris i en gryde, og risene kan koge i 12 minutter. Andre eksempler er bage, brække, dreje, flække, gløde, hvirvle, krølle, køre, rulle, smelte, snurre og . Fælles for ordene er, at grundleddet for den intransitive sætning (f.eks. bolden i ’bolden triller’) indholdsmæssigt svarer til genstandsleddet i den transitive sætning (bolden i ’drengen triller bolden’).

Denne lighed føles så stærk, at den i flere af verdens sprog bliver markeret grammatisk. Det kan nemmest ses i de af sprogene, som har et kasussystem. Her kommer det til udtryk ved, at grundleddet for det intransitive udsagnsord står i samme kasus som genstandsleddet for det transitive udsagnsord. Den handlende, som er grundled for det transitive udsagnsord, står derimod i en selvstændig kasus. Man kalder denne kasus for ergativ og de sprog, der bruger systemet, for ergative sprog.

I modsætning til ergative sprog bruger de indoeuropæiske sprog (som dansk hører til) samme kasus til at markere grundleddet for intransitive og transitive udsagnsord, mens genstandsleddet står i en kasus for sig selv. Ergative sprog findes fordelt over hele verden; eksempler er baskisk, alle inuitsprog, mange af Mellemamerikas indianske sprog, kurdisk, tibetansk og mange sprog i Sydøstasien og Australien. Fordi de ovennævnte danske ord opfører sig grammatisk ligesom i de ergative sprog, kalder sprogforskerne også dem for ergative udsagnsord.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sprogligt" blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.