Anerkende

af Henrik Andersson, Politiken, 3. februar 2007
af Henrik Andersson, Politiken, 3. februar 2007

Spørgsmål fra læserne

En læser, Lis Kjeldbjerg Laustsen, kritiserer brugen af ordet anerkende i sætninger som »Fogh anerkender øget terrortrussel« og »Tyrkiet må anerkende sin egen historiske fortid«. Hun mener, at det bør hedde erkende i de nævnte eksempler. Er der tale om en ny trend hos journalisterne?

Det er i hvert fald ikke noget nyt, at anerkende kan bruges med samme betydning som erkende (’indse, indrømme’). Den brug af anerkende, som spørgeren omtaler, hører til grundbetydningen, der i Ordbog over det danske Sprog (ODS) defineres: »erkende noget som sandt, rigtigt, gyldigt, berettiget; indrømme sandheden, gyldigheden osv. af noget«. Denne definition har et ret bredt spektrum af betydningsnuancer, fra ’godkende, bifalde’ til ’erkende, indrømme’, hvad der fremgår af ODS’ eksempler. Ét eksempel lyder: »Kunde man saa naa saa vidt, at man anerkendte (’godkendte’) ogsaa sine Fjenders Ret!« (Vilh. Andersen), mens et andet hjemler den brug, som Lis Laustsen tager afstand fra: »offenlig at anerkjende (’erkende’) sin Uret« (Carsten Hauch).

Betydningsnuancen ’godkende’ var tidligere den hyppigste, men man kan sagtens finde flere eksempler på bibetydningen ’erkende’ brugt af gode forfattere fra 1800- og 1900-tallet. F.eks. hedder det hos Søren Kierkegaard: »Philosophen kan anerkjende sin Erkjendelses Mangelfuldhed«.

Men sandt er det, at betydningen ’erkende’ i de senere år er vundet frem i journalistisk og politisk sprog, og at den øgede udbredelse har ført til en stilistisk devaluering. Hvor det tidligere var ret eksklusivt at bruge anerkende i betydningen ’erkende’, er det i dag så almindeligt i visse genrer, at det kan virke som en kliché.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sprogligt" blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Læs hele artiklen