Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogligt — Politikens sprogklumme Et gammelt pendulord
 

 

Et gammelt pendulord

af Henrik Andersson, Politiken, 3. februar 2007

Et gammelt pendulord

Man kan fremsætte sin uforgribelige mening om dit og dat, men hvad betyder uforgribelig egentlig? I moderne dansk er ’personlig, individuel’ en mulig neutral omskrivning, men disse ord afdækker ikke den sære tvetydighed, der ligger i uforgribelig. Hvis det er ens egen mening, man kalder uforgribelig, f.eks. »jeg kan ikke nære mig for at fremsætte mit eget uforgribelige syn på, hvordan forældre og børn burde kommunikere«, signalerer man jovialt, at man nok har en klar og fast holdning, men alligevel tåler modsigelse og forbehold. Ordet vidner om selvironi og overskud. Hvis det er andres meninger, man karakteriserer som uforgribelige, er det ikke altid gemytligt ment, f.eks. »jeg er træt af folk, der fremfører deres uforgribelige meninger om alt muligt«. Her har uforgribelig som de mest fremtrædende synonymer ’skråsikker, arrogant, ufejlbarlig’.

Ordets historie kaster lys over dets tvetydighed og ambivalens. Uforgribelig kommer fra tysk unvorgreiflich ’som ikke tilsigter at foregribe andres bedømmelse, kun giver sig ud for at være ens personlige’, og det blev oprindelig brugt for at udtrykke uforfalsket beskedenhed. Således hedder et merkantilistisk programskrift fra 1735 ’Allerunderdanigste uforgribelige Tanker om Commerciens Telstand og Opkomst’. Omkring år 1800 bliver den oprindelige betydning omtydet (misforstået), og så har ordet pludselig også den stik modsatte betydning: ’fast; urokkelig; hævet over diskussion’. Uforgribelig er historisk set et såkaldt pendulord, et ord, der svinger fra én betydning til den stik modsatte (fra ’som skal tages med forbehold’ til ’hævet over diskussion’), ligesom i nyere tid bjørnetjeneste (fra ’velment, men skadelig handling’ til ’stor tjeneste’), og det er noget rod! Den nyeste betydning vil som regel være ugleset i en tid, og i tilfældet uforgribelig skulle der da også gå langt over 100 år, før ordbøgerne registrerede betydningen ’skråsikker’. Alligevel er den gået af med en halv eller trekvart sejr. Pendulet er i nyere tid så at sige gået i stå mellem to engang skarpt adskilte betydninger.

Anerkende

Spørgsmål fra læserne

En læser, Lis Kjeldbjerg Laustsen, kritiserer brugen af ordet anerkende i sætninger som »Fogh anerkender øget terrortrussel« og »Tyrkiet må anerkende sin egen historiske fortid«. Hun mener, at det bør hedde erkende i de nævnte eksempler. Er der tale om en ny trend hos journalisterne?

Det er i hvert fald ikke noget nyt, at anerkende kan bruges med samme betydning som erkende (’indse, indrømme’). Den brug af anerkende, som spørgeren omtaler, hører til grundbetydningen, der i Ordbog over det danske Sprog (ODS) defineres: »erkende noget som sandt, rigtigt, gyldigt, berettiget; indrømme sandheden, gyldigheden osv. af noget«. Denne definition har et ret bredt spektrum af betydningsnuancer, fra ’godkende, bifalde’ til ’erkende, indrømme’, hvad der fremgår af ODS’ eksempler. Ét eksempel lyder: »Kunde man saa naa saa vidt, at man anerkendte (’godkendte’) ogsaa sine Fjenders Ret!« (Vilh. Andersen), mens et andet hjemler den brug, som Lis Laustsen tager afstand fra: »offenlig at anerkjende (’erkende’) sin Uret« (Carsten Hauch).

Betydningsnuancen ’godkende’ var tidligere den hyppigste, men man kan sagtens finde flere eksempler på bibetydningen ’erkende’ brugt af gode forfattere fra 1800- og 1900-tallet. F.eks. hedder det hos Søren Kierkegaard: »Philosophen kan anerkjende sin Erkjendelses Mangelfuldhed«.

Men sandt er det, at betydningen ’erkende’ i de senere år er vundet frem i journalistisk og politisk sprog, og at den øgede udbredelse har ført til en stilistisk devaluering. Hvor det tidligere var ret eksklusivt at bruge anerkende i betydningen ’erkende’, er det i dag så almindeligt i visse genrer, at det kan virke som en kliché.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sprogligt" blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.