Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogligt — Politikens sprogklumme Halloween og allehelgensaften
 

 

Halloween og allehelgensaften

af Lars Trap-Jensen, Politiken, 28. oktober 2006

Halloween og allehelgensaften

Så er allehelgen ved at være over os igen – eller er den? Henne i børnehaven og på skolen ved de færreste børn, hvad det er for noget. Halloween derimod, det kender de godt. For i de senere år er det blevet mere almindeligt at fejre halloween: Børnene klæder sig ud i uhyggelige kostumer og sætter lys i udskårne græskarhoveder.

Skikken – og betegnelsen for den – har vi importeret fra den engelsksprogede verden, godt hjulpet på vej af amerikanske ungdomsserier, Radiserne og vores egen Fætter BR. Traditionen falder sammen med den katolske kirkes helgenfejring, og faktisk er det gode gamle danske allehelgensaften og den nye betegnelse halloween nøjagtig samme ord: Det engelske halloween er en sammentrækning af et tidligere All-Hallow-Even, og det betyder såmænd ‘alle helgeners aften’.

Og allehelgensaften er netop, hvad man fra gammel tid har kaldt den sidste aften i oktober. I den protestantiske kirke er allehelgensdag blevet til en mindedag for de døde, og af praktiske grunde er den blevet flyttet til første søndag i november. Den angelsaksiske skik kan føres meget langt tilbage i tiden, helt tilbage til en førkristen, oprindelig keltisk fest for genfærd og ånder, men som det ofte går, er traditionen blevet omtolket og er efterhånden smeltet sammen med den kristne fest. Efter sigende kom skikken til USA med irske indvandrere i 1800-tallet, og i den – efterhånden helt verdsliggjorte – udformning, den har fået der, har vi lånt den.

På dansk ser det ud til, at vi begyndte at bruge ordet halloween omkring 1990, og efterhånden er både ordet og fænomenet vel så etableret, at det er ved at have bidt sig fast i sproget, på linje med andre importerede mærkedage fra Amerika som mors dag, fars dag og valentinsdag. På blå stue er de i hvert fald ikke i tvivl om, hvad det hedder.

At skyde sig selv i foden

Spørgsmål fra læserne

Mikkel Stolt spørger til baggrunden for udtrykket at skyde sig selv i foden. Det bruges med betydningen ‘at dumme sig eller at skade sig selv på længere sigt’. Men spørgeren mener, at udtrykket oprindelig har haft en anden betydning, nemlig ‘at påføre sig selv en mindre skade for at slippe for en endnu større’. Han mener, at udtrykket kan føres tilbage til Første Verdenskrig, hvor en soldat kunne blive hjemsendt, hvis han tilføjede sig selv et skudsår i foden. Det er en spændende og egentlig ikke helt usandsynlig forklaring, men der er alligevel ikke meget, der taler for, at Mikkel Stolt har ret. I hvert fald findes en så tidlig brug af udtrykket ikke i nogen ordbøger, og Dansk Sprognævn har registreret det første gang så sent som i 1988. På dansk har vi lånt det fra det tilsvarende engelske udtryk to shoot oneself in the foot, som Oxford English Dictionary daterer til 1959. Heller ikke den betydning, som spørgeren anfører, har jeg fundet registreret nogen steder, hverken på dansk eller på engelsk.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sprogligt" blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.