Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogligt — Politikens sprogklumme Tak for røv og nøgler
 

 

Tak for røv og nøgler

af Lars Trap-Jensen, Politiken, 28. maj 2008

Tak for røv og nøgler

Berit Andersen, Vanløse, vil gerne have opklaret, hvorfra udtrykket røv og nøgler stammer, og hvor gammelt det kan være.

Ingen af delene er ligetil at svare på. Det hører til undtagelserne, at man præcis kan føre et ord eller et udtryk tilbage til en bestemt ophavsmand, medmindre det er opstået i en kendt, som regel offentlig situation, hvor det er blevet registreret, og det er der ikke tale om i dette tilfælde. Røv og nøgler optræder hverken i Ordbog over det danske Sprog eller i Nye Ord i Dansk. Flere nyere ordbøger har dog taget udtrykket med, men undlader at datere det. I Politikens slangordbog er det opført sammen med varianterne røv og albuer, røv og roulade, røv og gulvsand, hvoraf kun den sidste dateres – til ca. 1930. Dette udtryk er også nævnt i supplementet til Ordbog over det danske Sprog, så det er formentlig det ældste af udtrykkene. Skuespiller, instruktør m.m. Erik Clausen har i en artikel i Politiken engang fortalt, at han husker røv og nøgler fra sin ungdom på 50’ernes Vesterbro. Lidt forsigtigt kan vi nok regne med, at udtrykket er opstået mellem 1930’erne og 1950’erne.

De forskellige varianter af udtrykket bruges alle på samme måde: som et fyndigt og stærkt uformelt udråb for at udtrykke, at noget er irriterende eller tåbeligt. Det er ikke nogen tilfældighed, at der er registreret flere varianter af netop dette udtryk. Kraftudtryk fra den nedre ende af stilregistret er ofte kendetegnet ved stor og fantasifuld variation, og ikke mindst typen ordpar er produktiv. Ordpar er almindelige i sproget i det hele taget. Ofte betegner de to dele af parret stort set det samme, hvilket resulterer i en forstærkende effekt og giver udtrykket en særlig fyndighed. Adskillige ældre ord har sikret sig overlevelse langt ud over pensionsalderen, fordi de indgår i ordpar, der bruges som faste udtryk. Gammen, brask, tant, fromme, revl og skalte er eksempler på ord, der egentlig er afgået ved døden som selvstændige ord i sproget, men de lever alligevel videre i kraft af de faste udtryk fryd og gammen, brask og bram, tant og fjas, lykke og fromme, revl og krat og skalte og valte.

Ikke alle ordpar har lige store chancer for succes i sproget. De par, der klarer sig, ligger lydligt og rytmisk godt i munden. Som regel udnytter de forskellige former for rim. Det kan være bogstavrim (bod og bedring, kærlighed og kildevand, panser og plade, pis og papir), enderim (sus og dus, bund og grund, handel og vandel, hid og did) og såkaldte halvrim – eller assonanser – hvor der er overensstemmelse mellem lydene inde i ordene (hæder og ære, tro og love, tidlig og silde, lås og slå). Den gentagne ø-lyd i røv og nøgler placerer dette udtryk i den sidste gruppe, og måske har det medvirket til, at nøglerne efterhånden har udkonkurreret gulvsandet som den foretrukne variant. Halvrimet taler også for, at udtrykket er en hjemlig dannelse snarere end et lån.

Hvad angår forklaringen af nøgler i udtrykket, skal man nok være varsom med at kaste sig ud i alt for vidtløftige spekulationer. Det kan selvfølgelig godt tænkes, at associationer som røv røvhul nøglehul nøgler har været medvirkende, ligesom det kan have spillet ind, at nøgle har – eller har haft – slangbetydningen ’penis’ (og nøglehul tilsvarende, ja gæt selv), hvorved ordene placeres i det samme betydningsområde, men mere sandsynligt er det, at det lydlige har været afgørende for, at udtrykket har bidt sig fast.

'Tak fordi...'

Gudmund Tybjerg, Haderslev, skriver, at han har lagt mærke til, at det er blevet mere almindeligt at sige ’tak fordi...’ frem for ’tak for, at...’, når tak forbindes med en ledsætning. Han mener, at den oprindelige udtryksmåde må være den med for, og det er også den, han betydningsmæssigt selv foretrækker. »Men hvordan er det gået til, at ’fordi’ er kommet til at dominere i almindelig sprogbrug?«

Jeg er ikke så sikker på, at man kan påvise en udvikling, hvor for gradvis erstattes af fordi. Det har i hvert fald meget længe været muligt at bruge begge typer sætningsindledere efter tak. Hvis man skal tale om en ’oprindelig’ udtryksmåde, har det nok snarest været en ledsætning indledt med at alene. »Tak, at du i Græs og Straa / Kand Guds Kurv og Levning faa«, hedder det f.eks. i en salme af Kingo. Men også Kingo bruger undertiden tak fordi, som altså har mange år på bagen. Udtryksmåden er også i godt selskab hos bl.a. Brorson, Oehlenschläger, Grundtvig, Andersen og Bang. Hvis man leder i det store Arkiv for Dansk Litteratur (www.adl.dk), er der faktisk flere forekomster af tak fordi end af tak for at i ældre tekster. Der er vist ingen nævneværdig forskel i betydningen af de to udtryksmåder. I Ordbog over det danske Sprog placeres både tak at, tak fordi og tak for under samme betydning af tak med forklaringen: »med umiddelbart tilknyttet angivelse af årsag eller foranledning«. Det er med andre ord svært at se noget galt i at bruge tak fordi.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sprogligt" blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.