Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogligt — Politikens sprogklumme Lobbye eller lobbyere? At tage aktier i enkens garveri
 

 

At tage aktier i enkens garveri

af Ebba Hjorth, Politiken, 27. januar 2007
af Ebba Hjorth, Politiken, 27. januar 2007

Spørgsmål fra læserne.

Tom Carlsen spørger, om Sprogligt kan forklare udtrykket tage aktier i enkens garveri. Vi kan hjælpe et stykke ad vejen.

Hvor stammer udtrykket fra? Det stammer fra H.C. Andersens eventyr ’Hjertesorg’ (1852). Slutningen af eventyret lyder således: »det er Historien, og den, som ikke forstaaer den, kan tage Actier i Enkens Garveri«.

Hvilken betydning har udtrykket ud over den konkrete? Eventyret, der er ganske kort, består af to dele. I første del er en garverenke på besøg på en herregård for at få herskabet, som imidlertid ikke er hjemme, til at købe aktier i sit garveri. Hun har sin hund, en moppe, med. I anden del er herskabet i København. De har indlogeret sig i et gæstgiveri og har derfra udsigt til den samme enkes gård. Moppen er død, og børnene leger begravelse og beder gadens andre børn betale en seleknap for at få lov at se graven. En lille pige har end ikke en seleknap, og da de andre børn »har set af«, bryder hun sammen i gråd uden for gården. Herefter følger den citerede slutning.

Betydningen af udtrykket afhænger af tolkningen af eventyret, og den er ikke helt enkel. Ifølge Thomas Bredsdorff (’Dansk litteratur set fra månen’, 2006) handler eventyret om, »at menneskets sjæl er social, og at det smerter den lige ind i hjertet at blive holdt ude af de andres selskab« (s. 147). Forstår man ikke det, og tilhører man den slags mennesker, som ikke kan leve sig ind i andre og tage andres sorger alvorligt, kan man tage aktier i enkens garveri, og det er ikke positivt, for det afslører ens materialisme!

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sprogligt" blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Læs hele artiklen