Du er her: Forside Råd og regler Artikler mv. Sprogligt — Politikens sprogklumme Syn for sagn, men også for sagen
 

 

Syn for sagn, men også for sagen

af Henrik Lorentzen, Politiken, 27. februar 2008

Syn for sagn, men også for sagen

Ingrid Vestermark, Ribe, skriver følgende: »Jeg har indtil mange gange i den senere tid set, at også journalister bruger udtrykket: ’syn for sagn’ – det kan da kun hedde ’syn for sagen’. Det har ikke noget med sagn at gøre, at man får set, hvad sagen drejer sig om!«

Ja, det skulle man måske tro, men den oprindelige form af udtrykket er faktisk syn for sagn, og det kan man forvisse sig om ved at slå op i Ordbog over det danske Sprog (ordnet.dk/ods) under ordet sagn. Sagn er nemlig i familie med udsagnsordet sige og betød oprindelig ’udtalelse, ytring, bemærkning’ – en betydning, vi stadig kan se i ord som udsagn og tilsagn. Baggrunden for udtrykket få syn for sagn er så, at det er bedre at konstatere noget ved selvsyn frem for at tro på det, der bliver sagt om det. Sagn er allerede her på vej til at få den betydning, vi kender i dag, nemlig en fortælling om noget, der måske, måske ikke har fundet sted.

Med tiden er modsætningen mellem syn og sagn blevet mindre forståelig, også fordi for har den lidt sjældne betydning ’i stedet for’ som i give stene for brød. Derfor har man erstattet sagn med sagen og fået mere mening i udtrykket: Det gælder om at få syn for sagen, selv at se, hvordan den sag, vi taler om, forholder sig. Det er slet ikke nogen ny udvikling; allerede hos Oehlenschläger og Kierkegaard finder man udtrykket i formen syn for sagen, og i moderne ordbøger bringer man begge varianter på lige fod, evt. med en bemærkning om, at det oprindelig hed syn for sagn.

Mekanismen bag omdannelsen kaldes folkeetymologi, altså det, at folk fortolker ord og udtryk på nye måder, der tilsyneladende giver mere mening. Det snart fortærskede eksempel bjørnetjeneste skal formentlig forklares på samme måde: En bjørn er et stort dyr med pels og kan derfor, måske via teddybjørnen, forbindes med en stor og rar tjeneste – hvis man ikke lige bliver korrigeret og evt. gjort opmærksom på La Fontaines fabel om bjørnen, der uforsætligt slog sin herre ihjel. En anden folkeetymologi er udlægningen af det internationale nødsignal SOS som »save our souls« (»frels vore sjæle«); den korrekte, men mere prosaiske forklaring er, at de tre tegn er lette at overføre i morsekode (tre prikker, tre streger, tre prikker).

Både...men også

»Hvad mener Sprogligt om den omsiggribende anvendelse af konstruktionen både... men også?« Sådan skriver Mikael Trier, Virum og giver følgende eksempel fra Nyhedsavisen: »Det er jo både morsomt, men samtidig også alvorligt«.

Traditionelt bruger man både... og til at sideordne to størrelser, der har lige stor vægt i den pågældende sammenhæng: »Hvem kommer i dag?« – »Det gør både Mille og Marie«; »Det er både morsomt og alvorligt på samme tid«. Konstruktionen er meget udbredt og så etableret, at den kan bruges uden de størrelser, der sidestilles: »Var det svært at komme ind?« – »Både og« (underforstået »både ja og nej«), og endda som navneord: »Det er ikke et enten-eller, det er et både-og«. Ikke desto mindre møder man ofte sætninger, hvor både genoptages med men eller men også. Det er der sandsynligvis flere grunde til. Den mest oplagte er nok, at sprogbrugeren ud over at sidestille to størrelser også modstiller dem og til og med fremhæver den sidste af dem. Og her er der indflydelse fra konstruktioner som ikke bare... men også eller ikke kun... men også. Det ville passe fint på læserens eksempel: »Det er jo ikke bare morsomt, men samtidig også alvorligt«.

Hvis man har behov for at tydeliggøre en modsætning, kan man derfor finde på at bruge både... men også. Konstruktionen optræder mest i talesproget, hvor man bruger andre virkemidler og strukturerer informationerne anderledes end i skriftsproget. Et eksempel, der ofte tages frem, er brugen af genoptagende stedord som i »Vejret, det bliver regnfyldt« eller »Borgmesteren, ham har jeg ikke meget fidus til«. Desuden er den spontane mundtlige kommunikation jo også karakteriseret ved ikke at være planlagt eller ved, at planen ændres undervejs. Det betyder, at man sagtens kan have glemt, at man indledte med både og derfor burde fortsætte med og. Andre udtryk, der er udsat for det samme, er f.eks. dels... dels, der ofte kan ses i formerne dels... og eller dels... men også, eller hverken... eller, der kan blive til hverken... heller ikke. Både... men også træffes efterhånden også en del på skrift, og selv om konstruktionen kan kritiseres for at være ulogisk, medvirker den ofte til at klargøre argumentationen. Men vil man undgå kritik, er det sikrest at holde sig fra den og vælge udtryk som ikke blot... men også. Håber, det gav syn for sag(e)n.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sprogligt" blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.