Møg

af Lars Trap-Jensen, Politiken, 26. september 2007
af Lars Trap-Jensen, Politiken, 26. september 2007

Steen Agerskov Sørensen, Snekkersten, skriver i en kommentar til ordet måget, som blev nævnt i en artikel af Jørn Lund tidligere i sommer: »Kunne det tænkes, at ordet måget er udtalen af møget, som er (jysk) adjektivisering af møg ? Jeg kender udtalen af møg som ‘måw’ på jysk«. Ja, der er noget om snakken. Måget – eller moget, som er en anden almindelig stavemåde – er simpelt hen jyske varianter af møget, ‘snavset, beskidt’ i både skrift og tale. Ud over navneord og tillægsord findes der også et udsagnsord, så man har måg/måget/måge eller mog/moget/moge som varianter af møg/møget/møge. Ordene er desuden beslægtede med muge, ‘fjerne staldgødning’ og i øvrigt også med tillægsordet myg, ‘fugtig, blød’. Gæt selv sammenhængen.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken "Sprogligt" blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Læs hele artiklen